Indenrigs- og Boligministeriet udsender senest den 1. juli meddelelse til alle kommuner om deres tilskuds- og udligningsbeløb for det kommende år.
Statens bloktilskud til kommunerne for 2023 udgør 75.015,7 mio. kr. Indenrigs- og Boligministeriet giver den 1. juli 2022 alle kommuner meddelelse om deres del af tilskuddet. Meddelelsen indeholder en samlet oversigt over hver enkelt kommunes tilskuds- og udligningsbeløb, som kommunerne kan lægge til grund for deres budgetlægning for 2023.
Reformen af tilskuds- og udligningssystemet med virkning fra 2021 medførte, at strukturen i det generelle udligningssystem blev grundlæggende omlagt.
Efter udligningsreformen sker der en separat udligning af beskatningsgrundlag og udgiftsbehov, mens der tidligere blev udlignet ud fra et beregnet strukturelt underskud. Der er indført et generelt udligningssystem, som er ens for alle landets kommuner. Det indebærer, at den tidligere hovedstadsudligning og udligningsordning for kommuner uden for hovedstadsområdet med højt strukturelt underskud er afskaffet.
Med udligningsreformen er det generelle udligningssystem endvidere ændret fra et statsfinansieret system til et rent mellemkommunalt system. I det statsfinansierede system blev det finansieringsbehov, som opstod i den tidligere landsudligning og den særlige udligningsordning for kommuner med højt strukturelt underskud, finansieret af bloktilskuddet. I det mellemkommunale system balancerer tilskud og bidrag til udligningen.
Systemet er beskrevet i Indenrigs- og Boligministeriets publikation: Kommunal udligning og generelle tilskud 2023.
Publikationen indeholder endvidere eksempler på beregning af tilskud og udligning til enkelte kommuner samt tabeller med tilskuds- og udligningsbeløb for alle landets kommuner.
Find publikationen og anden information vedrørende tilskud og udligning 2023 i boksen her på siden.