Fremsendelse af revisionsberetningerne

Fristen for indsendelse af de kommunale revisionsberetninger er hvert år den 31. august for alle kommuner undtagen Københavns Kommune, som har frist den 30. november hvert år.

Social- og Indenrigsministeriet skal opfordre kommunerne til at være opmærksomme på, at fristen for fremsendelse af revisionsberetningerne overholdes.

Følgende materiale skal fremsendes til ministeriet:

  • Revisionsberetningernes generelle del samt de specifikke bilag vedrørende ordninger, der administreres af de enkelte ressortministerier, herunder revisionsberetning vedrørende årsregnskabet og revisionsberetning for de sociale udgifter samt udgifter om dagtilbud.
  • Løbende delberetninger skal altid fremsendes.
  • Dokumentation for kommunalbestyrelsens godkendelse af samtlige indsendte beretninger.
  • Kommunalbestyrelsens opfølgning på eventuelle revisionsbemærkninger eller forbehold.
  • Den tværministerielle oversigt over konstaterede fejl og mangler, såfremt revisorerne har udfyldt dette bilag til revisionsberetningerne.

Materialet sendes til revision@sim.dk . I den forbindelse skal der gøres opmærksom på følgende:

  • Kommunens navn og eventuelt et beretningsnummer skal fremgå af mailens emnefelt.
  • Kontaktoplysninger på en kontaktperson skal fremgå af følgebrevet.
  • Revisors underskrift skal fremgå af det fremsendte. Hvis underskriften foreligger elektronisk (digital signatur), skal det angives i følgebrevet.