Der er med ordningen taget et meget stort skridt i retning af et såkaldt landevejsprincip, hvorved forstås, at billetprisen for at sejle med en færge fastsættes, så den svarer til omkostningen ved at køre en tilsvarende strækning på landevej.
Ordningen om nedsættelse af færgetakster for passagerbefordring bygger oven på ordningen på godsområdet.
Ordningen omfatter færgerne til en række småøer samt Læsø, Samsø, Ærø og Fanø. Gruppen af småøer omfatter Sejerø, Nekselø, Orø, Agersø, Omø, Askø, Femø, Fejø, Baagø, Avernakø, Lyø, Bjørnø, Birkholm, Strynø, Drejø, Skarø, Hjortø, Aarø, Barsø, Endelave, Hjarnø, Venø, Anholt, Tunø, Fur og Egholm.
Ordningen om nedsættelse af færgetakster for passagerbefordring trådte i kraft efter sommerferien 2016.
Det daværende Økonomi- og Indenrigsministerium udgav i marts 2015 rapporten ”Analyse af konkurrencemæssig ligestilling af småøer og ø-kommuner”. Rapporten omhandler landevejsprincippet og rummer beregninger, der viser, i hvilken størrelsesorden omkostningerne vil være ved indførsel af et landevejsprincip. Rapporten kan findes i boksen til højre.