Kommunal låntagning
Kommunernes mulighed for at optage lån, indgå lejeaftaler og lease mv. er reguleret i bekendtgørelse nr. 1580 af 17. december 2013 om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. (kommunernes lånebekendtgørelse).
Når kommunerne skal finansiere deres anlægsudgifter, kan de som udgangspunkt kun optage lån i det omfang, der er adgang hertil i medfør af kommunernes lånebekendtgørelse. Adgangen omfatter også lignende dispositioner, som – uden at kunne karakteriseres som egentlig låntagning – i finansieringsmæssig henseende må sidestilles hermed. Dette gælder f.eks. kommuners indgåelse af aftaler, herunder leje- og leasingaftaler og OPP- og koncessionsaftaler, om benyttelse af ejendomme, lokaler og anlæg mv.
Den kommunale lånevejledning nr. 11256 af 7. december 2015 indeholder en nærmere gennemgang af reglerne for kommunernes låneadgang, herunder til bl.a. forsyningsvirksomhed, energirenovering samt deponering ved leje og leasing, garantistillelse, omlægning af lån, lånevilkår mv. samt muligheder for lånedispensation.
Regional låntagning
Regionernes mulighed for at optage lån, indgå lejeaftaler og lease mv. er reguleret i bekendtgørelse nr. 1581 af 17. december 2013 om regionernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.
Regionerne kan som udgangspunkt kun optage lån efter dispensation fra Indenrigs- og Boligministeriet. Regionerne kan dog uden ministeriets godkendelse eller dispensation optage lån til enkelte formål, der er nævnt i regionernes lånebekendtgørelse.
Den kommunale lånevejledning nr. 11256 af 7. december 2015 kan, hvor der er sammenfald i reguleringen af kommuner og regioners optagelse af lån mv., også anvendes i forhold til regionernes låntagning mv.
Lånepuljer
Indenrigs- og Boligministeriet kan meddele lånedispensation og/eller deponeringsfritagelse fra de såkaldte lånepuljer, der aftales for ét år ad gangen under forhandlinger mellem regeringen og henholdsvis KL og Danske Regioner om kommunernes og regionernes økonomi i det pågældende år.
Indenrigs- og Boligministeriet udsender i forbindelse med budgetlægningen for regnskabsåret oplysninger om, hvilke lånepuljer der er aftalt for det pågældende regnskabsår. Se udmeldingsbreve.
Kommunerne kan efter ansøgning meddeles lånedispensation og/eller deponeringsfritagelse fra lånepuljerne, og ansøgningsfristerne for lånepuljerne ligger normalt efter sommerferien i august året før regnskabsåret, som lånepuljerne vedrører.