Indenrigs- og Boligministeriet (tidligere Social- og Indenrigsministeriet) udvikler og gennemfører i perioden 2019-2022 landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelser på institutionsniveau på en række velfærdsområder i alle kommuner.
Det sker som opfølgning på et initiativ i Aftalen om ledelse og kompetencer i den offentlige sektor fra februar 2019 . De landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelser skal være et ledelsesredskab for politikere og kommunale ledere til at inddrage brugernes vurderinger i tilrettelæggelsen af den offentlige service.
Brugertilfredshedsundersøgelserne vil blive gennemført på følgende kommunale velfærdsområder:
- Folkeskole og SFO
- Dagtilbud
- Genoptræning
Den første undersøgelse for folkeskole og SFO blev gennemført i 2020.
Udgangspunktet for arbejdet er ministeriets koncept for sammenlignelige brugertilfredshedsundersøgelser (BTU), der er udviklet i samarbejde med bl.a. KL, og udspringer af aftalen om kommunernes økonomi for 2011.
De nationale brugertilfredshedsundersøgelser suppleres af lokale spørgsmål. Alle kommuner får således mulighed for at tilføje op til fem lokale spørgsmål til de enkelte undersøgelser med henblik på at styrke den lokale forankring og relevans af undersøgelserne.
Spørgeskemaerne, som kan tilgås her på siden, stilles fortsat til rådighed for kommunerne til lokale undersøgelser. Det er imidlertid ikke længere muligt at uploade data til Tilfredshedsportalen og foretage sammenligninger på tværs af lokale undersøgelser som tidligere, da portalen lukkede ned til 1. marts 2020.
Indenrigs- og Boligministeriet gør resultaterne fra de nationale brugertilfredshedsundersøgelser tilgængelige for kommuner og borgere med mulighed for at sammenligne brugertilfredshed på tværs af kommuner, institutioner og baggrundskarakteristik.
Resultaterne af den første brugertilfredshedsundersøgelse af folkeskolen og SFO er tilgængelige her. Den næste undersøgelse gennemføres på dagtilbudsområdet i vinteren 2021-2022.