Bloktilskud til regionerne for 2016

Social- og Indenrigsministeriet udsendte den 3. september meddelelse til de 5 regioner om størrelsen af deres statstilskud for 2016.

Statens bloktilskud til regionerne for 2016 udgør 89.519,9 mio. kr. til drift af sundhedsvæsenet og 2.288,4 mio. kr. til regionernes udviklingsopgaver. Social- og Indenrigsministeriet giver den 3. september 2015 alle regioner meddelelse om deres del af tilskuddet, som regionerne kan lægge til grund for deres budgetlægning for 2016.

Statens bloktilskud til det regionale sundhedsvæsen finansierer ca. 80 procent af regionernes samlede udgifter til sundhedsvæsenet. Den resterende finansiering udgøres af et statsligt aktivitetsafhængigt tilskud samt et aktivitetsafhængigt bidrag fra kommunerne.

På udviklingsområdet udgør bloktilskuddet ca. ¾ regionernes indtægter på området.

Bloktilskuddet til regionerne fordeles efter regionernes beregnede udgiftsbehov.

Systemet er beskrevet i Social- og Indenrigsministeriets publikation: ”Generelle tilskud til regionerne 2016”. Publikationen indeholder endvidere eksempler på beregning af tilskuddet til en enkelt region samt tabeller med tilskudsbeløb og det relevante datagrundlag for alle 5 regioner.

 

Tilskudsmeddelelse til regionerne for 2016