Budgetlov og sanktionsregler

Budgetloven fastsætter med virkning fra 2014 udgiftslofter for kommunerne og regionerne.

Folketinget vedtog i juni 2012 en budgetlov. Loven har til formål at sikre balance eller overskud på de samlede offentlige finanser og en hensigtsmæssig udgiftsstyring i stat, kommuner og regioner.

For kommunerne betyder loven, at der fra og med 2014 er fastsat årlige udgiftslofter for de kommunale serviceudgifter.

For regionerne er der fastsat et udgiftsloft, som består af to særskilte dellofter for henholdsvis sundhedsområdet og de regionale udviklingsopgaver. 

Kommuner og regioner er underlagt forskellige økonomiske sanktionsmekanismer, der supplerer den aftalebaserede styring af kommuner og regioners økonomi. Sanktionsmekanismerne er indført ved lov under Social- og Indenrigsministeriet. Sanktionerne er gradvist indført fra 2009 og er gennem årene løbende blevet tilpasset - senest i forbindelse med vedtagelsen af budgetloven i 2012. Overordnet set gælder det, at sanktionerne træder i kraft, hvis kommuner/regioner under ét overskrider de aftalte rammer for deres budgetter eller regnskaber. Sanktionerne består af såvel individuelle som kollektive nedsættelse af bloktilskuddet til henholdsvis kommunerne og regionerne.


Overskridelse af de kommunale udgiftsrammer

I alt 4. mia. kr. af det kommunale bloktilskud er gjort betinget af, at kommunerne budgetterer i overensstemmelse udgiftsrammerne. De 3 mia. kr. er betingede af, at kommunerne budgetterer serviceudgifterne inden for rammerne, mens 1 mia. kr. er betinget af, at anlægsudgifterne budgetteres inden for rammerne.

Hvis de kommunale regnskaber viser, at kommunerne under ét har overskredet deres budgetter, nedsættes bloktilskuddet tilsvarende. 40 pct. af nedsættelsen fordeles på alle kommuner i forhold til folketallet, mens 60 pct. fordeles mellem de kommuner, der har overskredet deres budgetter.

Bestemmelserne herom fremgår af §§ 14 og 14 a, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, jf. lbk. nr. 798 af 24/06/2013.


Overskridelse af rammerne for den kommunale skatteudskrivning

Hvis kommunerne forhøjer den kommunale skatteudskrivning, nedsættes bloktilskuddet tilsvarende. Nedsættelsen sker som en kombination af kollektive og individuelle nedsættelser. Indenrigs- og boligministeren har dog mulighed for at fastsætte en ramme for kommunale skatteforhøjelser, således at der ikke sker nedsættelse af bloktilskuddet som følge af skatteforhøjelser inden for denne ramme.

Bestemmelserne herom fremgår af lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommunerne ved forhøjelser af den kommunale skatteudskrivning, lov nr. 477 af 17/06/2008, som ændret ved lov nr. 709 af 25/06/2010.


Overskridelse af de regionale udgiftsrammer

I alt 1,5. mia. kr. af det regionale bloktilskud er gjort betinget af, at regionerne budgetterer i overensstemmelse udgiftsrammerne. 1 mia. kr. er betinget af, at regionerne budgetterer nettodriftsudgifterne inden for rammerne, mens 0,5 mia. kr. er betinget af, at anlægsudgifterne budgetteres inden for rammerne.

Hvis de regionale regnskaber viser, at regionerne under ét har overskredet deres budgetter, nedsættes bloktilskuddet tilsvarende. 40 pct. af nedsættelsen fordeles på alle regioner i forhold til udgiftsbehovet, mens 60 pct. fordeles mellem de regioner, der har overskredet deres budgetter.

Bestemmelserne herom fremgår af §§ 3 og 6, i lov om regionernes finansiering, jf. lov nr. 584 af 18/06/2012.