Opmanden

Dannelsen af de nye kommuner skete på baggrund af en frivillig og lokal forankret proces, hvor kommunerne blev bedt om at finde sammen. Men for en række lokalområder var der imidlertid behov for en nærmere undersøgelse af, om de foreslåede løsninger havde lokal opbakning. Forligspartierne udpegede en opmand – tidligere indenrigsminister Thorkild Simonsen – til at foretage en sådan undersøgelse.

Opmand Thorkild Simonsen gav torsdag den 21. april 2005 partierne bag inddelingsaftalen (Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre) en endelig afrapportering om sine undersøgelser. I den forbindelse kom opmanden med anbefalinger fsva. Fredensborg-Humlebæk Kommune, Ikast, Brande og Nørre-Snede kommuner samt Give kommune, som partierne tiltrådte.

Det skal i forlængelse af opmandens anbefaling vedr. Give Kommune tilføjes, at partierne bag inddelingsaftalen er enige om, at såfremt borgerne i Lindeballe Sogn og Ringive Kirkesogn forbliver del af den nye kommune bestående af Vejle, Egtved, Børkop, Give og Jelling kommuner, vil der blive fortaget en matrikulær justering således, at Billund Lufthavn fremover kommer til at ligge i Billund Kommune.

Endvidere tiltrådte partierne opmandens anbefaling vedr. Lolland, som opmanden orienterede om ifm. midtvejsorienteringen fredag den 18. marts 2005.

 

Den kommunale inddeling - Christiansfeld Kommune

Opmand Thorkild Simonsen gav onsdag den 4. maj 2005 partierne bag inddelingsaftalen (Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre) en afrapportering om sine undersøgelser i Christiansfeld Kommune. Opmandens mandat for undersøgelserne i Christiansfeld Kommune omfattede alene Tyrstrup, Aller, Stepping og Frørup sogne.

På baggrund af opmandens afrapportering fra Christiansfeld Kommune var partierne bag inddelingsaftalen imidlertid enige om, at der skulle findes en løsning for kommunen som helhed.

Partierne bag inddelingsaftalen er derfor enige om, at borgerne i Christiansfeld Kommune samlet gives mulighed for at stemme om, hvorvidt man ønsker kommunen sammenlagt med Kolding, Lunderskov og Vamdrup eller Haderslev, Gram og Vojens.

Hvis der efter folkeafstemningen er et betydeligt ønske i et sogn, der grænser op til en anden kommunedannelse end den, Christiansfeld Kommune ifølge den samlede afstemning skal sammenlægges med, om at blive udskilt og lagt sammen med den anden kommunedannelse, gennemføres der en ny afstemning i sognet forudsat, at der inden for 14 dage efter den første afstemning indsamles underskrifter til støtte for en folkeafstemning fra mindst 30 pct. af de stemmeberettigede i sognet.