Regioners styrelse

Regionernes opgaver, regionsrådet og forretningsudvalget.

1. Regionernes opgaver

Regionerne har ansvaret for sygehusene og en række tilknyttede opgaver inden for sundhedsvæsnet. Derudover varetager regionerne bl.a. opgaver vedrørende sociale tilbud til udsatte grupper, specialundervisning og natur, miljø og fysisk planlægning.

I § 5, stk. 1, i regionsloven er alle regionernes opgaver opregnet. Regionerne skal løse disse opgaver og må ikke løse andre opgaver. Regionerne har derudover en såkaldt myndighedsfuldmagt, som indebærer, at regionerne kan foretage dispositioner, der er nødvendige eller hensigtsmæssige for at varetage de lovbundne opgaver.


2. Regionsrådet og forretningsudvalget

Regionsrådenes funktionsperiode er 4 år og følger kommunalbestyrelsernes funktionsperiode. Valg til kommunalbestyrelser og regionsråd sker derfor samtidig. 

Der er to politiske organer i regionerne: Regionsrådet, der er den øverste regionale myndighed, og forretningsudvalget. Regionsrådet kan godt nedsætte andre udvalg fx et sygehusudvalg, men disse kan alene have en forberedende eller rådgivende funktion i forhold til regionsrådet og forretningsudvalget. Udvalgene kan altså ikke have en selvstændig beslutningskompetence.

Der er som udgangspunkt ingen stående udvalg i regionerne, sådan som der er i kommunerne. Opgaven med at forberede, træffe og udføre beslutninger løses derfor af regionsrådet og forretningsudvalget. Forretningsudvalget skal dog varetage de samme opgaver som økonomiudvalget i en kommune varetager efter den kommunale styrelseslov, det vil sige opgaver vedrørende økonomi, budget og regnskab m.v. Endvidere skal forretningsudvalgets udtalelse indhentes i enhver sag, der forelægges regionsrådet til beslutning. Derudover beslutter det enkelte regionsråd selv, hvilke områder der skal høre direkte under regionsrådet, og hvilke der skal høre under forretningsudvalget. Derfor kaldes styreformen for fleksibelt forretningsudvalgsstyre. 

I øvrigt er det i vidt omfang de samme regler, der gælder for regionernes styrelse som for kommunernes styrelse.