Da jeg sidste år gravede min have op, løb jeg tør for mine normale podcasts. I min søgen efter nyt faldt jeg over venstrefløjsmediet Radioaktiv, som i en medrivende serie interviewede aktivister fra 1970ernes mange små venstrefløjspartier.
Det var spændende at høre om det brogede liv i KA-ML, SAP og KAP dengang.
Tilværelsen på den yderste venstrefløj var meget besværlig i 70erne og især præget af endeløse fraktionskampe, hvor alle mente, at netop de havde et unikt patent på verdensrevolutionen.
Én ting havde de fleste aktivister dog til fælles, nemlig at krigen i Vietnam var den begivenhed, som havde gjort dem aktive i kampen for et bedre samfund, og at USA derfor var hovedfjenden.
Amerikanernes tæppebombninger og de frygtelige billeder af napalmbrændte børn fik folk, der ellers levede et trygt og u-revolutionært liv, til at bekende sig til fremmede regimer som Sovjetstyret, Maos Kina eller i det mindste Titos Jugoslavien, der blev betragtet som et modelsamfund, som Danmark burde omdannes til. Og selvom det lyder underligt i dag, så havde vi i mange år i herhjemme en venstrefløj, der ukritisk forsvarede totalitære regimer, som undertrykte og udsultede deres egne befolkninger.
På den måde blev Vietnam den danske venstrefløjs politiske hovedstol, og USAs fremfærd retfærdiggjorde ethvert problem i de socialistiske mønstersamfund.
Selv oplevede jeg energien, da jeg som gymnasieelev demonstrerede mod USAs og Danmarks krig i Irak i starten af nullerne. På Hestetorvet i Roskilde og på Christiansborg Slotsplads blev de gamle paroler fra vietnamtiden igen rullet ud. Det gav mening, og logik i argumenterne, at USA endnu engang førte en meningsløs krig i fjerne lande.
Nu er det hele så vendt på hovedet. I dag er det Rusland, der er skurken. Putins aggression er blevet fordømt overalt, også i Danmark.
Men netop hos arvtagerne fra de gamle venstrefløjspartier har snakken været mere ulden. Man har i mange år kunnet nøjes med at sige, at man var imod EU og NATO, men nu blev tingene pludselig mere konkrete.
Derfor var vi vel mange, der blev overraskede, da krigen i Ukraine blotlagde, at Enhedslisten anno 2022 mener det samme som Enhedslisten anno 1989, når det gælder synet på USA og NATO. Mange tillidsvalgte i Enhedslisten syntes, at Ukraine nærmest selv var ude om det. At Rusland blev provokeret til krig. Dele af Enhedslistens partiorganisation har sågar arrangeret demonstrationer mod USA, og på Bornholm, hvor Enhedslisten er største parti, havde man stillet forslag om at forbyde NATO-tropper samme dag, som Ukraine blev overfaldet.
Jeg anerkender til fulde, at Enhedslistens ledelse har gjort et stort stykke arbejde for at rykke partiet hen på den rigtige side af historien. Det aftvinger respekt. Men det ændrer ikke ved, at det er svært at finde rundt i partiets forklaringer om NATO, som Enhedslisten stadig er imod, men alligevel for, så længe det ikke koster noget.
Det er ikke omkostningsfrit at være med i NATO. Og der findes ikke et nordisk forsvarsalternativ.
Sverige og Finland er for tiden på vej ind i NATO, mens Enhedslisten vil ud, for at skabe et forbund med netop de to lande. Alternativet til vores atlantiske fællesskab fortaber sig i stadigt mere tågede argumenter.
Derfor, kære venner i Enhedslisten: Afliv jeres vietnamsyndrom én gang for alle.
1970erne er slut, de små fraktionspartier er for længst uddøde. Tiden er en anden, og USA er ikke en fjende af folkestyre og små landes selvstændighed, men ofte selve garanten for dem.
Smid vraggodset over bord og glem de overvintrede minder fra Aldrig Mere Krig, Giro 1616 og de lange og lyse sommeraftener i Vietnam-arbejdet. Pak det mentale fotoalbum sammen og send det til opmagasinering, én gang for alle. I bytte får I chancen for at stille Jer på den rigtige side af historien. Ved at anerkende Danmarks medlemskab af NATO og det kontingent, det kræver, og ved at tilslutte jer det styrkede militære samarbejde i Europa.
Det kan nås endnu.