Her i avisen har man den seneste tid kunnet læse om, hvordan mange mennesker med handikap oplever, at de ikke kan få den nødvendige hjælp og støtte fra vores fællesskab.
Vi har læst om blandt andre svært autistiske Marius, som dårligt nok kan skrælle et æble selv, men alligevel fik skåret sin hjælp fra kommunen, da han fyldte 18 år. Og om Michelle, der lever i ufrivillig isolation med sin hjerneskade, fordi hun ikke kan få hjælp og støtte til at bevæge sig uden for sit hjem.
Artiklerne viser et generelt problem, som desværre ikke er en nyhed for mig: I dag oplever alt for mange mennesker med handikap, at det er en kamp at få den hjælp og støtte, som de har brug for i hverdagen. Vi må spørge os selv: Hvad er problemet, og hvad er løsningen?
Problemerne går helt tilbage til 2007, hvor VK-regeringen og Dansk Folkeparti som en del af kommunalreformen flyttede ansvaret for handikapområdet fra amterne til kommunerne. Allerede dengang advarede mange om, at det ville føre til en såkaldt afspecialisering af handikapområdet. Organisationerne frygtede, at vigtig viden ville gå tabt, og at de højt specialiserede tilbud ville forsvinde, så den enkelte kommune ville have svært ved at levere den samme service, som man var vant til.
Spørger man organisationerne i dag, er den frygt blevet til virkelighed. Og da V-LA-K og DF i 2019 blev enige om en sundhedsreform, gamblede man i øvrigt igen med specialiseringen ved at sende specialiserede tilbud fra regioner til kommuner.
Samtidig med risikoen for afspecialisering har vi gennem flere år oplevet et økonomisk presset velfærdssamfund, hvor pengene ikke er fulgt med. Derfor har regeringen taget fat på to områder: for det første at indføre en specialeplanlægning på socialområdet inspireret af modellen på sundhedsområdet. Vi skal sørge for, at de rigtige specialiserede tilbud er til stede, og at mennesker bliver henvist til de rigtige tilbud. I første omgang har vi her iværksat en evaluering, der skal afdække, hvilke tilbud der findes på socialområdet, og hvilke behov de forskellige målgrupper har.
For det andet har vi løftet økonomien. Siden regeringen kom til, har vi tilført mere end tre milliarder kroner til kommunerne gennem økonomiaftaler, der skal sikre bedre velfærd, heriblandt for mennesker med handikap.
Som socialrådgivernes formand har udtalt, er det helt afgørende problem nemlig underfinansiering.
En RUC-forsker skriver her i avisen, at flere velfærdskroner ikke nødvendigvis kommer handikapområdet til gavn. Men det gør det heldigvis. Vi så for eksempel i budgettallene for 2020, at kommunerne planlagde at bruge cirka en milliard kroner mere på området end planlagt året før.
På den seneste finanslov har vi også afsat penge til flere borgerrådgivere, der kan hjælpe mennesker med handikap og deres pårørende. Det har været en stærk anbefaling fra en række organisationer.
Nogle argumenterer for at flytte ansvaret for handikapområdet fra kommunerne, sådan som der er stillet borgerforslag om. Den tanke kan jeg godt forstå, og i vores evaluering af området ser vi også på, om strukturen sidder i skabet. Men man skal huske på, at nissen ofte flytter med. Problemerne bliver ikke løst, blot fordi vi gør andre ansvarlige for dem.
Jeg noterer mig også, at organisationer som Danske Handikaporganisationer, Dansk Socialrådgiverforening, FOA og For Lige Vilkår er af den opfattelse. Det handler om at styrke økonomien, visitationen og vidensniveauet – uanset hvilken myndighed der har ansvaret.
Politiken spørger i sin artikelserie: 'Hvad nu, hvis du fik et barn med handikap? Eller hvis du eller en i familien kom ud for en ulykke, blev hjerneskadet, blind eller fik en diagnose?'. Ja, så skal du kunne have tiltro til, at vores fællesskab er der for dig. Du skal kunne have tiltro til, at du kan få den nødvendige hjælp og støtte til at leve et godt og værdigt liv som andre mennesker.
I regeringen ønsker vi et stærkt velfærdssamfund, hvor du kan regne med at få den rigtige hjælp fra vores fællesskab. Det er – som Politiken også har dokumenteret – altafgørende for det enkelte menneskes livskvalitet. Den opgave kan vi som samfund ikke tage alvorligt nok. Det er et langt sejt træk at løfte handikapområdet, og jeg kan ikke love, at vi løser alle problemer fra den ene dag til den anden. Men vi har ambitionerne om at gøre det bedre, har taget flere skridt og er på vej med nye tiltag.