I medierne kan man nogle gange få det indtryk, at sagsbehandlingen på anbringelsesområdet sejler, og at det betyder, at børn og unge bliver fjernet fra deres biologiske forældre på et fejlagtigt grundlag. Nogle partier bruger det ligefrem som argument imod regeringens ambition om at give udsatte børn og unge et trygt hjem tidligere. Få styr på den mangelfulde sagsbehandling, før I anbringer flere børn og unge, lyder det skarpt skåret.
En ny undersøgelse fra den uafhængige retssikkerhedsenhed under Ankestyrelsen punkterer imidlertid nogle af myterne om fejl i et større antal anbringelsessager.
Undersøgelsen viser, at Ankestyrelsen i næsten alle tilfælde er enig i kommunernes afgørelser om anbringelse uden samtykke. I 2018 fastholdt Ankestyrelsen hele 99 pct. af de afgørelser, som kommunernes børne- og ungeudvalg havde truffet om anbringelse uden samtykke. Ankestyrelsen ophævede altså kun én procent af sagerne, svarende til seks afgørelser.
I fire af de seks ophævede sager er barnet eller den unge fortsat anbragt. I de to resterende sager var den unge fyldt 18 år eller bosat i udlandet på tidspunktet, hvor Ankestyrelsen behandlede sagen. At Ankestyrelsen ophæver en sag, betyder altså ikke nødvendigvis, at der ikke er grundlag for en anbringelse uden samtykke. I langt de fleste tilfælde skyldes ophævelsen formelle fejl i sagen, f. eks. manglende oplysninger. Men Ankestyrelsen kommer altså i sidste ende frem til den samme afgørelse: Det bedste for barnet er en anbringelse uden for hjemmet.
Når vi i regeringen siger, at vi vil give flere udsatte børn og unge et trygt hjem tidligere, handler det om fremtiden for de børn. Det er børn, som ifølge undersøgelsen er mærket af omsorgssvigt, psykiske vanskeligheder og sociale vanskeligheder, fordi deres forældre typisk ikke har ydet tilstrækkelig omsorg for dem.
I dag ender alt for mange af de børn som udsatte voksne, fordi vi ikke hjælper dem tidligt og godt nok. At et menneskes skæbne på den måde afgøres i barndommen, er den største uretfærdighed i vores samfund. Det har vi en pligt til at rette op på.
Jeg benægter ikke, at der sker fejl i anbringelsessager. Det gør der. Og de fejl skal vi også have rettet op på. Men det er vigtigt, at vi tager fat dér, hvor skoen virkelig trykker. Fejl i anbringelsessager handler alt for ofte om, at børnene ikke bliver inddraget og hørt godt nok i deres egne sager.
Omkring 40 pct. blandt udsatte børn og unge i 12-17-årsalderen svarer, at de ikke har fået oplyst deres rettigheder om at få indflydelse i egen sag. Størstedelen af de unge anbragte vil gerne have indflydelse på, hvad der bliver besluttet i deres sag. Men mere end hver fjerde oplever ikke at have indflydelse på kommunens beslutninger i deres sag. Ankestyrelsens "Børnesagsbarometret" fra 2020 viste, at kommunerne langtfra overholder alle lovkrav om børneinddragelse i sager om udsatte børn og unge. For eksempel blev den lovpligtige børnesamtale forud for en afgørelse kun overholdt i 55 pct. af de undersøgte sager. Det er ikke godt nok.
Det er børnenes eget liv og fremtid, det handler om. Derfor skal vi også blive langt bedre til at inddrage og lytte til børnene. Med det kommende udspil "Børnene Først" vil regeringen sikre, at barnets rettigheder er det gennemgående princip i lovgivningen. Vi vil styrke børnenes rettigheder og insistere på, at barnet er til i sin egen ret.
Problemerne er mange på anbringelsesområdet. Vi kan ikke løse alle på én gang. Derfor er det også så vigtigt, at vi tager fat de rigtige steder. Jeg håber, at partierne – når det kommer til stykket – vil tage ansvar for de virkelige problemer. Nemlig, at vi i dag anbringer alt for mange omsorgssvigtede børn og unge for sent og for dårligt.