De borgerlig-liberalistiske stemmer som Søren Pind og Anders Fogh hyldede i årtier den grænseløse kapitalisme, hvor nationalstaten nærmest blev reduceret til et levn fra fortiden. Men heldigvis er det ved at gå op for alle, at generation 1989 har spillet fallit.
Nogle nybrud i moderne politisk historie trækker så store politiske forandringer med sig, at deres årstal med tiden bliver synonymer med nybruddet.
Vi kender revolutionsåret 1968 og kriseåret 1973, hvor økonomien og det parlamentariske system led alvorlige knæk. Vi kender det lille systemskifte i 2001, og vi ved, at også 1989 bragte store forandringer med sig. Året, der først og fremmest bragte os verdenskommunismens endeligt, blev også startskuddet til flere årtier med grænseløs liberalisme, hvor markedet skulle fylde stadig mere, mens vores folkestyre samtidig fik mindre magt. Vi politikere skulle holde os i baggrunden og lade tingene ske.
Jeg gav før sommerferien et interview i Berlingske, som handlede om nogle af regeringens politiske aftaler, der gør op med det, man kan kalde ånden fra ' 89. Parallelsamfundspakken, gymnasieaftalen og decentraliseringen af uddannelser.
Mit budskab var, at politik nu igen skal betyde noget. Jeg tror nemlig, at der er ved at ske et tidehverv i dansk politik, hvor vi begynder at genfinde troen på, at vi sammen kan skabe et mere retfærdigt samfund. Troen på, at man kan udvide retten til pension efter mange år med forringelser.
Troen på, at man kan begrænse udenlandske kapitalfonde, der presser huslejerne i vejret og almindelige mennesker ud af hovedstaden.
Den uhæmmede og globaliserede kapitalisme, som accelererede med Murens fald, og som blev besunget af liberalister, har vist tydelige sygdomstegn. Den skaber flere problemer, end den løser, hvis den ikke bliver reguleret gennem politik.
Netop denne slags liberalister, der er født omkring 1970, har den liberale tænketank Cepos kaldt '89' erne'. Det er en gruppe, der i mange år forestillede sig, at deres frigørelsesideologi var så stærk, at alle verdens folkeslag med tiden ville slutte op om den, når de blot fandt ud af, hvor god den var. Nu var, som den amerikanske politolog Francis Fukuyama erklærede, historien afsluttet. Vi var nået til civilisationens endelige stadium.
En af de fremtrædende 89' ere, professor på Københavns Universitet Peter Kurrild-Klitgaard, har sammenlignet gruppen med de velkendte 68' ere på den måde, at hver generation delte sig i 117 grupperinger, der ikke kunne blive enige internt.
Den individualistiske metode har de nemlig til fælles. Jeg vil tilføje, at de også begge bygger på en meget teoretisk forståelse af politik. Gamle britiske og østrigske teoretikere blev støvet af og ført frem i benhård kamp imod det velfærdssamfund, som også 68' erne havde så inderligt meget imod, men som ikke desto mindre har skabt nogle af verdens mest vellykkede samfund.
Der var meget stor grund til at glæde sig over verdens udvikling i 1989. Det gælder ikke mindst for os socialdemokrater, der i generationer bekæmpede kommunismen herhjemme. Men at de liberalister, der blev kaldt 89' erne, tog fejl, står efterhånden klart for de fleste. Ude i verden oplevede man ikke, at de vestlige værdier var historiens endeligt, og herhjemme har vi, samtidig med en betydningsfuld og positiv økonomisk vækst, også oplevet et mere opdelt samfund og svagere social mobilitet for den enkelte.
Jeg tog efter mit interview om 89' erne på sommerferie i skønne Odsherred, hvor jeg bl. a. fik tid til et gensyn med tvserien ' Matador'. Jeg forestillede mig ikke, at min stilfærdige konstatering af 89' ernes fallit ville overraske nogen. Men som dagene gik, flød billederne sammen i mit hoved, når jeg fulgte Korsbæks gader om aftenen og de indignerede reaktioner på mit interview i aviserne om morgenen.
Jeg hørte hr. Schwanns pibende stemme i spalterne, da Ekstra Bladets debatredaktør Mads Kastrup skrev, at jeg var »en tumpe«, der gik »med røven bar«. En liberal sognepræst udtalte, at interviewet med mig var det mest skræmmende, hun havde læst, og jeg forventede, at hun derpå ville gå op og lægge sig. En tidligere minister i uniform talte med oberst Hachelsk intonation inde i mit hoved, da han påstod, at en kritik af 89' ernes grænseløse liberalisme, måtte betyde en støtte til de kommunistiske regimer. Og da jeg læste den konservative formands modsvar, forestillede jeg mig bankdirektør Varnæs' vankelmod, da formanden slog fast, at man på den ene side ikke måtte indføre tvang, mens der på den anden side måtte være forpligtelser. Jeg følte mig som en anden Oluf Larsen, der stod og så ind i de varnæske stuer, hvor de indignerede 89' ere skummede af raseri.
Andre påstod, at ånden fra 1989 intet havde at gøre med Anders Fogh Rasmussens regeringstid, fordi han samarbejdede med Dansk Folkeparti. Men som Esben Schjørring og Michael Jannerup konkluderer i deres bog ' Værdikæmperne', var samarbejdet med Dansk Folkeparti aldrig målet, men et middel til at gennemføre den værdikamp, som Fogh skitserede i sin bog ' Fra socialstat til minimalstat', hvis anslag netop er en lignelse om den kommunistiske undertrykkelse af tjekkerne. Med tiden blev midlet dominerende, men eksempelvis på det udenrigspolitiske felt tegnede Fogh en lige linje fra frigørelsen af Øst-og Centraleuropa til krigsengagementet i Mellemøsten.
89' erne var selvsagt ikke glade for samarbejdet med Dansk Folkeparti. Som en af 89' erne, den liberale sognepræst Edith Thingstrup, skrev i 2003: »Truslen kommer fra Dansk Folkeparti, der kombinerer den gamle omklamrende velfærdsstat med en snæversynet nationalisme, som Socialdemokraterne trods alt ikke besad. Hvis ikke 89' erne passer på, vil deres sejr i 2001 være spildt«. Eller som Søren Pind, en anden fremtrædende 89' er, skrev til præsten Søren Krarup samme år, i diskussionen om udlændingepolitikken: »Jeg tror ikke på, at mit land stilles bedst i den tiltagende internationale konkurrence om hjerne og hjerter ved brug af politiske grænsebomme«.
Det bedste eksempel på en politik efter 89' ernes hoved uden Dansk Folkepartis moderation finder man i den borgerlige regering, der kom til magten i Sverige i 2006. Her førte man en særdeles liberal udlændingepolitik uden politiske grænsebomme og en mindst lige så liberal økonomisk politik: beskæring af dagpengene, historisk store skattelettelser, fjernelse af ejendoms-og formueskat, samt en åbning af skoler og velfærdsinstitutioner, så kapitalfonde kan trække gevinster ud af driften. Opløsningen af de forpligtende fællesskaber har skabt et opdelt land, hvor forbindelsen mellem forstædernes beton og Östermalms flotte facader, bliver stadig større. OECD konkluderede i 2013, at Sverige var det medlemsland, hvor uligheden var steget mest.
Den borgerlige regering skabte mere Reagan og mindre Folkhem.
Nogle 89' ere er blevet pikerede over, at jeg vil regulere markedet, selvom mit parti har gjort det i snart et århundrede.
Men modsat de borgerlige kritikere står vi ved det. Som socialdemokrater ønsker vi at modvirke de negative sider af markedet.
Det er parodisk at opleve de borgerlige, som vi stemte parallelsamfundspakken igennem sammen med, tale højstemt imod regulering og tvang. Arbejdet for at skabe blandede boligområder er netop bygget på regulering: begrænsninger af, hvem der må flytte ind i boligerne, obligatorisk daginstitution og stedvise nedrivninger af boligblokke. En god lovgivning, der allerede begynder at vise resultater.
Når man stemmer for den lov og samtidig kalder det statslig tvang, at vi fordeler elever for at undgå etnisk opdelte gymnasier, er det selvfølgelig tykt hykleri.
De borgerlige vil gerne være samfundsingeniører, så længe det ikke rammer deres egne kernevælgere. Det forlorne forsvar for en reguleringsfri tilværelse gjalder i Hellerup, men ikke i Gellerup.
Og her er vi ved kernen. For det er stadig sådan, som den franske forfatter Anatole France konstaterede: at loven forbyder både fattige og rige at sove under Seinens broer. Den frihed, som 89' erne fører frem, kan måske være ideel i en vægtløs og ligestillet verden. Men verden er ikke vægtløs, og alle har ikke de samme forudsætninger.
Vi er hver især bundet af bånd, som har rødder i den givne virkelighed.
Vi er bundet af vores slægt, vores lokalsamfund, vores nation og den sociale klasse, vi fødes ind i. Den erkendelse indebærer også, at der altid vil være mennesker, der har et bedre udgangspunkt end andre.
Det nationale fællesskabs - velfærdssamfundets - opgave er at sikre, at også dem med et ringe udgangspunkt får en rimelig chance for at arbejde sig til en plads i samfundet, hvor de kan blive respekteret og rimeligt økonomisk belønnet for deres indsats. Netop her har vi oplevet et markant fald i social mobilitet siden Murens fald.
For første gang i vores lands moderne historie er danske børn og unges evne til at bryde den sociale arv gået markant tilbage over de seneste to årtier. Noget af det skyldes nok de fejlagtige reformer på uddannelsesområdet i 00' erne, hvor det markedsbaserede taxameter overtog styringen på de fleste institutioner. Noget skyldes måske den markante åbning for udenlandsk arbejdskraft, som bl. a. 89' ernes tænketank Cepos er vedholdende fortaler for, og som risikerer at underminere danskeres arbejdsvilkår og udvande vores kulturelle fællesskab. Og noget skyldes nok den markedsdrevne byudvikling, der har gjort boligen til en vare, som mange ikke kan betale, og risikerer at opdele vores byer efter etniske og sociale skel.
Det er der behov for at korrigere. Og den genopretning står regeringen meget gerne på mål for. Vi må glædes og mindes kommunismens fallit og de øvrige begivenheder, som gjorde verden til et bedre sted i 1989. Men samtidig smide den grænseløse liberalisme på historiens mødding.
At de liberalister, der blev kaldt 89' erne, tog fejl, står efterhånden klart for de fleste.