For nyligt dokumenterede en undersøgelse fra VIVE, at børn, der anbringes efter at de er fyldt 15 år, har det markant dårligere end dem, der anbringes tidligt i livet. Mange af dem bliver for eksempel socialt udsatte og langt færre kommer i gang med en uddannelse.
Det kan vi ikke være bekendt, for det er børns livsmuligheder vi tager fra dem, når vi anbringer for sent. Derfor må vi sætte tidligere ind med den rette hjælp på rette tid, og for nogle børns vedkommende anbringe langt tidligere.
Alle forældre gør det bedste, de kan. Men det er ikke alle forældre, som er i stand til at tage vare på deres børn. Når det er tilfældet, skal samfundet træde til, ellers svigter vi børnene. Her skal vi altid tage udgangspunkt i, hvad der er barnets bedste. Det er langt sværere at rette op på skader hos et barn i begyndelsen af teenageårene, end det er hos en syv-årig. Socialpædagoger oplever ofte, at nogle børn bliver anbragt så sent, at børnene har fået alvorlige skader på sjæl og krop og har store vanskeligheder. Børn, der anbringes sent efter mange års omsorgssvigt, har svært ved at have tillid til de voksne omkring dem. De tror simpelthen ikke længere på de mennesker, der skal hjælpe dem.
Vi svigter derfor børn ved at anbringe dem sent i livet - og ved ikke at hjælpe i tide. Vi fratager dem muligheden for en tryg opvækst, og vi øger risikoen for, at udsatte børn vokser op og bliver til udsatte voksne. En tidlig indsats er nødvendig og er langt vigtigere end mange af de hensyn, som fylder alt for meget i dag. Det må være hensynet til barnets bedste, der afgør, hvilken indsats der er brug for. Ikke hensynet til økonomi, og ikke en virkelighed, hvor børnene skal være så skadet, at anbringelse er den sidste udvej.
Disse hensyn betyder, at der i de fleste tilfælde i lang tid bliver forsøgt med forebyggende indsatser, inden et barn anbringes. Det er ikke altid i barnets interesse, og det kan ende med, at barnet ikke får den støtte, der kan sætte dem på den rigtige kurs i voksenlivet.
Inden længe kommer regeringen med sit udspil "Børnene Først", som skal sikre bedre hjælp og tidlig indsats for udsatte familier. Udspillet indeholder blandt andet en Barnets Lov, som rykker barnets behov og perspektiv allerforrest i sociallovens paragraffer. Det skal gøre det lettere for sagsbehandlere at overskue krav og muligheder i lovgivningen, så de kan træffe de beslutninger, der tjener barnet bedst. Og når vi skal gøre det bedste for barnet, så skal vi sikre en palette af anbringelsestilbud, hvor der er den nødvendige faglighed og kompetencer. Anbringelsestilbud, der tilgodeser de behov, anbragte børn kan have. For nogle børn er det familiepleje, for andre børn er det en døgninstitution med de rette social- og specialpædagogiske kompetencer. Og uanset hvad skal barnet have et trygt hjem, hvor det kan slå rod og hvor der er dygtige og kærlige voksne, der kan tage vare på det.
Børn har kun en barndom, og barndommen må ikke blive en dom over resten af livet. Kan forældrene ikke tage ordentligt vare på børnene, så har fællesskabet en pligt til at passe på børnene. Det skal vi gøre langt bedre.