Nye fællesskaber mod corona-ensomhed

26-11-2020

Indlæg i Lolland-Falsters Folketidende af social- og indenrigsminister Astrid Krag

Corona griber voldsomt ind i vores hverdag, men nogle er hårdere ramt end andre. Flere sidder mere alene. Måske på grund af restriktioner om forsamlingsforbud. Eller fordi de er i risikogruppen og ikke vil bevæge sig for meget ud for ikke at blive smittet.

Måske er du selv en af dem? Måske kender du nogen? Det kan være, at dit onsdagskor er lukket ned. Eller din svømmetræning. Måske har du en nabo, som du ved ikke rigtig ser nogen mennesker for tiden. Nu er der hjælp på vej. Det gælder bare om at tænke kreativt.

For nylig indgik vi en bred politisk aftale om at modarbejde ensomhed under corona. Den betyder, at alle foreninger på kultur- og socialområdet over hele landet nu kan søge om tilskud til aktiviteter for ensomme borgere. Puljen hedder "1000 nye fællesskaber" og er på 10 millioner kroner. Jeg er virkelig glad for, at det lykkedes at skabe politisk flertal om at komme ensomheden til livs.

Kun fantasien sætter grænser for, hvilke projekter der kan søges om støtte til. Måske kan I dyrke gymnastik sammen via computeren – hjemme på stuegulvet? Eller I kan mødes i det fri – godt pakket ind og på afstand – og fortsætte korsangen, så stemmerne ikke ruster? Filmklubben kan måske holdes virtuelt hjemme fra sofaen? Med oplæg, diskussion og et glas vin, som I plejer?

Alt det kan foreningerne søge om hjælp til at få på benene. Men det gælder om at være lidt hurtig. For puljen skal være uddelt inden jul. Jeg kan kun opfordre til at hitte på de gode idéer og få søgt om pengene. Det er nu, det gælder om at leve op til vores navn som forenings-Danmark.

Når vi lukker corona ude, skal vi ikke lukke ensomheden ind! Vi skal have dem, der sidder mest alene, med ind i de stærke fællesskaber.