Som barn kom Mette ofte sent i skole, udmattet og uden madpakke. Hendes far drak, og når han drak, sad de hårde ord og næverne lidt løsere end sædvanligt. Det gik ud over både Mettes mor og Mette selv.
Da Mette var 13 år, drak hun sig jævnligt fuld med sin far. Moren var på det tidspunkt skredet fra faren og havde taget Mettes lillesøster med sig, men ikke Mette. Hun blev overladt til sig selv og farens luner. Som da faren blev indlagt på den lukkede afdeling i nogle måneder, og Mette måtte klare sig selv med hjælp fra hans checkhæfte.
Mette er en af tre udsatte borgere, som TV2 har fulgt i den nye dokumentarserie »Gaden«. I dokumentarserien fortæller den i dag 48-årige kvinde og to unge mænd deres historier om barndomstraumer og svigt, der har ført til et liv med misbrug på gaden.
Det er en rørende og barsk dokumentar. Ingen af de tre hovedpersoner fik hjælp i tide – og det er hårdt at se konsekvenserne af det.
Ud over Mette møder vi Wesley, der fortæller om svigt og ondskab fra familien i sin barndom. Allerede som 13-årig levede han for første gang på gaden.
Og Danny på 25, der som barn var udsat for grov og systematisk mobning. Allerede som 11-årig begyndte han at ryge hash som en flugt fra mobberiet. Siden er han faldet hårdt og nådesløst igennem vores velfærdssamfunds sikkerhedsnet.
Selvom færre unge i dag havner i hjemløshed, er der stadig alt for mange. Hver tredje hjemløs er mellem 18 og 29 år – og hvert eneste unge menneske, der ender på gaden, er en falliterklæring for os som samfund.
Vi bliver nødt til at se på indsatsen mod hjemløshed på en ny måde. Vi skal sætte ind, langt før den unge havner på gaden. Det kræver et større fokus på at handle tidligt i forhold til sociale problemer, psykisk sygdom, misbrug og mistrivsel i de unge menneskers liv.
Vi må og skal være bedre til at sætte barnet først i de udsatte hjem, inden livet går skævt. Som statsministeren sagde i sin nytårstale, svigter vi ved ikke at gribe ind i tide. Derfor skal vi sikre, at færre udsatte børn flyver under velfærdssamfundets radar og ikke får den hjælp, de har brug for. Vi skal sætte tidligere ind, så udsatte børn ikke ender som udsatte voksne.
Flere skal have tryghed
Flere udsatte børn skal have et trygt hjem. Tidligere. Og vilkårene for deres anbringelser skal være langt mere stabile, så børnene ikke ender som kastebolde mellem deres forældre og forskellige anbringelsessteder. Vi er i fuld gang med at gennemgå anbringelsessystemet, så vi kan hjælpe udsatte børn tidligere og bedre end i dag. Vi har brug for en ny Barnets Lov, der for alvor sætter børnenes rettigheder i centrum.
For Mette resulterede barndommens svigt i et massivt stofmisbrug, som hun skaffede penge til gennem gadeprostitution. En dag fik hun så mange tæsk, at hun kom på krisecenter og besluttede sig for at komme fri af misbruget og det hårde liv.
Når jeg hører den slags livshistorier, tænker jeg ofte, at livet nok kunne have udviklet sig anderledes, hvis vi som samfund havde grebet ind tidligere og hjulpet den lille pige, der stod alene med sin fars checkhæfte.
Barndommen må ikke blive en dom over resten af livet. Børn vælger ikke deres egne forældre, og kan forældrene ikke tage ordentligt vare på børnene, har fællesskabet en pligt til at passe på børnene. Det skal vi gøre langt bedre. Så fremtiden byder på færre skæbner som Mettes, Wesleys og Dannys.