Danmark har vist sin styrke. Vi har vist, hvad vi kan, når vi står sammen – selv på afstand. Men coronaen har også mindet os om, at vi lever mere opdelt, end vi går og tror. Et stærkt demokrati forudsætter, at alle i samfundet har en stemme, og at alle bliver hørt. Vi er langt, men det står klart, at flere udsatte grupper ikke har den samme stemme i vores demokrati som andre.
Der er nemlig stadig mennesker i Danmark, som oplever ikke at være en del af fællesskabet på lige fod med os andre. Det er mennesker, hvis hverdag og livsbetingelser ikke fylder meget i medierne, og som sjældent får spalteplads eller sæde i de bløde sofaer i formiddagsprogrammerne. Vores mest udsatte borgere – hjemløse, mennesker med handicap og børn uden forældre til at tage ordentligt vare på sig – bliver sjældent set og hørt, selvom det er dem, der har allermest brug for det.
Udsatte gik fri
Mens smitten var størst i nogle af landets rigeste kommuner blandt de mere velstillede danskere, der havde været på skiferie i Østrig og Norditalien, så gik de allermest udsatte på gaden, herberger og krisecentre nærmest fri. Det skyldes dels de udsattes egen store indsats for at passe på sig selv og hinanden ved at vise samfundssind på imponerende vis. Men det understreger også den ulighed, der er til stede i vores land, som man hurtigt kan overse, når man glemmer at lytte.
Vi skal lytte til dem
Det er altafgørende, at vi lytter til de personer, der er faldet igennem sikkerhedsnettet og nu lever på bunden af samfundet. Hvis ikke vi lytter, er det svært at vide, hvor hullerne er. De stemmer har en enorm værdi i vores fælles demokratiske samtale. Og så længe de stemmer ikke kommer frem, så er vores demokrati dét svagere.
Det er en af grundene til, at regeringen har bedt Rådet for Socialt Udsatte om at sætte gang i et arbejde, der kan give den enkelte udsatte i Danmark en stærkere stemme over for os beslutningstagere både lokalt, nationalt og i vores fælles demokratiske samfundsdebat.
Det danske demokrati står uden tvivl som et af de stærkeste i verden. Det kan vi med god grund være stolte af – men kun så længe, vi bliver ved med at kæmpe for de svagestes stemmer.