Jeg talte for nylig med en ung mand, der blev anbragt som niårig, uden nogen forinden havde fortalt ham, at han ville blive anbragt. Først efter en lille uge hos plejefamilien gik det op for ham, at han nu havde fået et nyt, trygt hjem. Han fortalte mig også, at han gennem sin barndom og ungdom ikke kendte navnene på halvdelen af sine sagsbehandlere i kommunen. Mange af dem mødte han aldrig.
En 13-årig pige skrev for nylig til mig, at hun er bange for at skulle bo hos sin far i stedet for den plejefamilie, hun er glad for at bo hos nu. Hun er ikke tryg ved, at han kan passe på hende og være den voksne. Men den bekymring føler hun ikke, kommunen lytter til.
Eksemplerne her er langtfra enestående. Børn inddrages i dag ikke tilstrækkeligt i deres egne sociale sager. Deres fremtidige bopæl, skole, netværk – ja, hele deres liv – bliver planlagt hen over hovedet på dem. Det skal vi gøre bedre. Derfor opretter vi nu et nationalt videnscenter for børneinddragelse. Her skal blandt andre Børns Vilkår sikre viden og redskaber, så børn fremover bliver hørt og taget alvorligt.
Vi skal blive bedre til at lytte til børnene. De skal have flere rettigheder. Systemet skal ikke være for de voksne. Derfor har vi også afsat penge til organisationen De Anbragtes Vilkår, som er stiftet af tidligere anbragte.
De har oplevet, hvad vi gør forkert, og hvad vi gør rigtigt. De skal gøre os politikere klogere, så vi træffer bedre beslutninger og passer bedre på de mest udsatte børn og unge.
Også plejefamilierne løfter et stort ansvar for udsatte børn og unge, der har forskellige skader efter omsorgssvigt fra deres forældre. De får mulighed for efteruddannelse med den nye aftale. Og Mentorbarn, der giver børn på børnehjem en venskabsfamilie, får midler til at hjælpe endnu flere børn.
Alle børn fortjener et trygt hjem. Men vi tillader stadig, at alt for mange børn oplever svigt i barndommen. Vi skal hjælpe dem tidligere. Og vi skal hjælpe dem bedre, når deres forældre ikke kan tage vare på dem.