Der findes ikke fattige familier i Danmark, hævder Søren Pape Poulsen, her i Berlingske i lørdags. Er pengene små, kan familien da bare opsige sit Netflix-abonnement, og så er alle problemer løst. I hvert fald ifølge den konservative formand.
Mere virkelighedsfjernt bliver det næppe. Og Papes udtalelser vidner da også mere om privilegieblindhed end om nogen større indsigt i, hvordan hverdagen ser ud for familier, hvor mor og far står uden for arbejdsmarkedet.
Jeg vil anbefale Pape at læse den undersøgelse om afsavn, som VIVE udgav for nogle år siden. Den viser, at der findes familier i vores samfund, der af økonomiske grunde lider sociale og materielle afsavn. Familier, der ikke har penge til medicin og briller, og hvor der ikke er råd til at fejre fødselsdage.
Er Pape ikke til lange rapporter, kan han i stedet lytte til organisationer som Mødrehjælpen, Red Barnet og Kirkens Korshær. Hver eneste dag hjælper de udsatte familier og børn, der ikke kan få pengene til at slå til, og som derfor lever på kanten af fællesskabet. Astrid Krag
Har vi familier i Danmark, der lever under fattige kår, som kan sammenlignes med den fattigdom, vi ser ude i verden? Nej, selvfølgelig ikke. Og det er der heller ingen, der påstår, selvom det i Papes ører åbenbart næsten lyder sådan. Men når vi har familier i Danmark, der af økonomiske grunde lider sociale og materielle afsavn og derfor står uden for fællesskabet, er det fattigt i en dansk kontekst.
Når den nytiltrådte socialdemokratiske regering – modsat den tidligere borgerligt liberale – er optaget af at bekæmpe børnefattigdom, er det, fordi fattigdom i barndommen trækker dystre spor videre i livet. Børn, der vokser op i fattigdom, har dårligere fremtidsudsigter end andre børn. Flere står som voksne uden uddannelse og job.
Hvis alle børn reelt skal have lige muligheder i livet, skal vi gøre op med børnefattigdommen. Med det midlertidige børnetilskud har vi taget et første, men vigtigt, skridt i den retning. Alt imens vi venter på den ydelseskommission, der skal komme med anbefalinger til et nyt ydelsessystem. Det skal sikre mere retfærdige ydelser, hvor der samtidig er incitament til at komme i arbejde.
Så er det rigtigt, at en del af de familier, der modtager det midlertidige børnetilskud, er indvandrere på integrationsydelse. Gør det børnetilskuddet til en lempelse af udlændingepolitikken? Nej. Ydelsernes størrelse er selvfølgelig ikke ligegyldig i forhold til, hvor mange der vælger at komme til Danmark. Men jeg tror næppe, at udlændinge vil strømme hertil, fordi 14.000 familier får et midlertidigt tilskud.
Diskussionen om fattigdom og børnetilskuddet handler først og fremmest om, hvilket land vi vil være. Og om vi i vores velfærdssamfund vil acceptere, at børn vokser op med sociale og materielle afsavn, mens alle vi andre oplever fremgang og stigende velstand. Det kommer jeg og den nye regering aldrig til at acceptere.