Alle børn har ret til en god barndom

11-10-2019

Debatindlæg i Lolland-Falsters Folketidende af social- og indenrigsminister Astrid Krag

Efterårsferien står for døren, og det betyder for mange børn og forældre kvalitetstid sammen - måske en rejse til varmere himmelstrøg, en tur i sommerhus eller udflugter og aktiviteter.

Men ikke alle familier har de muligheder.

I Danmark findes udsatte familier, der ikke har råd til at tage på ferie eller give børnene samme oplevelser, som mange af deres kammerater får.

Familier, som ikke har luft i økonomien til julegaver eller til at sende børnene til fodbold eller på spejdertur.

Familier, der lider sociale og materielle afsavn, fordi pengene er små.

Nogle af de familier mødte jeg i sommer, hvor de på frivilligt drevne feriecamps for udsatte familier fik en ferieoplevelse, som de ellers ikke ville have fået. Det var tydeligt at mærke, hvordan samværet med andre på feriecampen gav ny energi og et afbræk fra en presset hverdag.

I regeringens forslag til finanslov forslår vi derfor at gøre støtten til sommerferie- og julehjælp for udsatte familier permanent, så flere udsatte børn kan få et pusterum fra hverdagen og gode sommerminder at tage med til klassen efter ferien. Og så flere børn kan få juleaftener, de kan mindes med glæde.

For alt for mange børn lider afsavn og står uden for fællesskabet, fordi de vokser op i familier med sociale og økonomiske problemer. Det kan trække dystre spor langt ind i voksenlivet.

Børn, der er vokset op blandt den fattigste del af befolkningen, har som voksne ofte selv en lavere indkomst.

Ligesom børn, hvis deres forældre ikke har nogen uddannelse, oftere selv ender med at stå uden en uddannelse. Sådan skal det ikke være.

I regeringen mener vi, at alle børn skal kunne vokse op under ordentlige forhold og med mulighed for at være en aktiv del af fællesskabet. Uanset deres baggrund og forældrenes situation.

Derfor foreslår vi i finanslovsforslaget også at sætte penge af til at udbrede fritidspas over hele landet. I dag er det kun lidt over halvdelen af landets kommuner, der giver støtte til, at udsatte børn kan gå til fritidsaktiviteter.

En "luksus", som udsatte familier ofte vælger fra. Det kunne Sabrina, et af børnene fra feriecampen i sommer, fortælle om. Hun kan ikke - som de fleste af hendes klassekammerater - gå til noget i sin fritid, fordi hendes forældre ikke har råd til det. Børns sociale baggrund skal ikke være afgørende for, om de kan være en del af det stærke fællesskab, som der kan være i en fodboldboldklub eller en teatertrup.

Alle børn skal have mulighed for at være del af et fællesskab og knytte gode venskaber for livet.

I forslaget til finansloven følger vi også op på den aftale om et nyt børnetilskud, som vi sammen med vores støttepartier i september blev enige om at give til nogle af de mest økonomisk trængte børnefamilier. Det er især familier, der er ramt af kontanthjælpsloftet.

Tilskuddet er med til at sikre, at næsten 28.000 børn får mulighed for en bedre og mere tryg barndom, hvor de er en del af fællesskabet - og dermed får et bedre afsæt til voksenlivet.

Ulige vilkår og betingelser i opvæksten er den værste uretfærdighed, der findes i vores samfund. Og forslagene er vigtige skridt, hvis vi skal bekæmpe de mønstre, der fastholder børn og unge i et liv med dårlige muligheder og fremtidsudsigter. Så et udsat barn ikke bliver en udsat voksen.