Myten om »den lykkelige luder« lever i bedste velgående. Således også i Berlingske, hvor lederskribent Amalie Lyhne (1. november) anklager mig for at vende ryggen til de prostituerede. Men det er en urimelig beskyldning.
Tværtimod vil jeg ikke acceptere, at vi i Danmark normaliserer en beskæftigelse, som vi ved er dybt ødelæggende for mennesker.
Prostitution er i sin grundform rå udnyttelse af en gruppe kvinder, der ofte kommer ind i branchen med tunge sociale problemer blot for at pådrage sig flere ar på krop og sjæl. Dette faktum dysser Berlingske ned.
Avisen mener, at det er et svigt, at jeg har valgt at standse den arbejdsgruppe, den tidligere regering nedsatte. Gruppen skulle bl. a. undersøge mulighederne for at normalisere prostitution som erhverv og dermed blive ligestillet med almindelige fag som en tømrer eller skolelærer. Men det er en helt forkert vej at gå.
Prostitution er i nærmest alle former dybt skadeligt - både fysisk, psykisk og socialt.
Mange prostituerede er ofre for vold og voldtægt fra både kunder og bagmænd. Risikoen for at pådrage sig kønssygdomme eller fysiske mén er høj.
Fra skader på ryg, led og albuer til risikoen for f.eks. stomi efter for mange anale penetrationer. Mange kæmper med psykiske problemer, og vi ser prostituerede, der pådrager sig PTSD, angst og depression. Mange er fanget i dyb gæld. Mange har misbrugsproblemer. Listen kunne fortsættes.
At alle disse problemer skulle kunne løses ved at give prostituerede bedre mulighed for at spare op til pension eller hæve feriepenge skriger til himlen. Erfaringerne fra lande, der har valgt at gå liberaliseringens vej, som Tyskland, Holland og New Zealand, tyder da også på, at de samme sociale problemer stadig plager de prostituerede. Med en normalisering af branchen risikerer vi til gengæld, at flere kvinder ender med at sælge deres krop, som vi også har set det i de lande. Jeg vil arbejde for, at flere skal have hjælp til at forlade prostitution.
Jeg afviser ikke, at »den lykkelige luder« eksisterer. Men der er en grund til, at vi altid omtaler hende i ental. Som socialminister er jeg overbevist om, at vi skal holde fokus på den alt for store gruppe med sociale problemer. Her er løsningen først og fremmest at hjælpe kvinderne ud af prostitution - ikke ind.