Vores skattekroner skal ikke gå til offentlige myndigheders konkurrence med det private

14-03-2019

Debatindlæg i Børsen

Af økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille

 

Skattekroner skal gå til offentlige kerneopgaver og ikke til, at offentlige myndigheder udfører erhvervsvirksomhed i konkurrence med private.

Derfor skal vi have klare regler for offentlig erhvervsvirksomhed, præcise regler for priser og en central klagemyndighed. Det har været regeringens politik fra dag ét. Den er nu omsat i tre lovforslag, som vi har fået politisk opbakning til at sende i høring.

Det er jeg naturligvis glad for. Jeg har svært ved at forstå, at nogen kan være skeptiske ved at få de uskrevne regler for kommunal erhvervsvirksomhed skrevet ind i en lov.

For der er jo problemer ved, at vi i dag kun har en administrativ praksis på området - det, vi kalder kommunalfuldmagten. Det er et problem, at der ikke er noget centralt sted, hvor man kan få et samlet overblik over, hvad der er gældende ret. Og det er et problem, at reglerne er uklare og upræcise. Det gør udfaldet af konkrete sager vanskeligere at forudsige og giver usikkerhed om retstilstanden.

Det er også et problem, hvis den nye klagemyndighed for offentlig erhvervsvirksomhed ikke kan tage stilling til lovligheden af kommunal erhvervsvirksomhed efter en lov med klare regler.

En lovfæstelse løser alle disse problemer. Dermed bliver det lettere at få overblik over, hvad der faktisk er gældende ret. Det vil øge retssikkerheden for borgere, virksomheder, myndigheder og andre.

At lovgive er normalt for en retsstat som Danmark. Det giver tryghed og sikrer, at regler stemmer overens med, hvad der er besluttet politisk.

Jeg håber derfor, at vi ender med en bred politisk opbakning til lovfæstelsen. Det er i alles interesse - ikke mindst kommunernes, der vil få nemmere ved at handle lovligt og dermed undgå den mistro, de kan møde fra privat side, selvom en kommunal erhvervsaktivitet kan vise sig at være helt inden for skiven.