Så hun blev ved med at få tæv. Fik blå mærker. Fik trykket sine ribben. Og hun blev samtidig svinet til dagligt. Blev spyttet på. Fik kastet ting i ansigtet. Hvis hun begyndte at græde, fik hun flere tæv. Og sådan blev hun langsomt pillet ned. Helt ned. Til sidst var hun bare et skelet. Det er hendes egne ord.
En aften gik det rigtig galt. Hendes mand mente ikke, hun havde ryddet hurtigt nok op efter aftensmaden. Han gik amok. Det endte med, at Sofie var i livsfare. Til sidst forlod han deres lejlighed i vrede. Men først tømte han en fyldt sæk skrald ud over hende.
Det var først der, at Sofie - gennembanket og ydmyget - fik skrevet til en veninde. »Ring 112. Nu.«
Politiet bankede på, da manden var kommet hjem igen. De hjalp hende på krisecenter. Og siden har Sofie fået det bedre. Meget bedre. For de gør et fantastisk stykke arbejde på Hegnetslund.
Når jeg fortæller jer denne frygtelige historie, er det blandt andet fordi, at krisecentret faktisk først blev nødt til at afvise Sofie. Der var ikke plads. Men fordi hendes situation var så ekstrem, gik de med til en overbelægning, så hun alligevel kunne komme derind.
Jeg tør næsten ikke tænke på, hvad der ellers kunne være sket. For vi ved, at 300 ud af 536 kvindedrab de sidste 25 år blev begået af partneren.
Og det er derfor, vi med finansloven prioriterer et stort løft til landets krisecentre. Så der kommer flere pladser til kvinder som Sofie. Så færre skal afvises. Så flere kan få psykologhjælp og støtte. Så andre kvinder kan komme i ambulante forløb, for at komme væk fra volden, før den eskalerer.
Sofies historie sidder stadig i mig og vil nok gøre det længe.