****** Indlæg i Jyllands-Posten af social- og indenrigsminister Astrid Krag ******
I Brøndby ligger Boligerne Brøndbyøstervej. Et bosted for voksne med nedsat funktionsevne. Her bor Dennis med autisme. Han har det svært med, at andre kommer for tæt på ham. Faktisk så svært, at han reagerer meget voldsomt, hvis personalet kommer tættere på, end han kan magte.
Derfor har personalet i Enghusene – en ny del af Boligerne Brøndbyøstervej, hvor der er en medarbejder til en borger ad gangen – indrettet Dennis’ bolig, så den respekterer hans personlige grænse for nærhed. Når man træder ind i boligen, møder man derfor først en række stolerygge, derefter et bord, en række stole til og så døren ind til hans værelse. Så føler han sig mere tryg.
Før personalet går ind til ham, spørger de ham gennem en walkie-talkie, om han er klar til at få besøg. Det er en hjælp på hans præmisser og med respekt for hans ønsker og behov. En hjælp med værdighed og ligeværdighed. Men sådan har praksis på det sociale område ikke altid været.
Det har Dennis, som er midt i fyrrerne, mærket på egen krop. Noget af hans svære adfærd skyldes diagnosen. Men en stor del af hans problem med at være sammen med andre skyldes den måde, han blev behandlet på som barn.
På det tidspunkt betragtede man nemlig mennesker med autisme som ballademagere, der skulle have et rap over nallerne eller det, der var værre. Den behandling, han var udsat for som barn, hjalp ham på ingen måde. Tværtimod har den forværret hans tilstand og forstærket hans reaktioner og sociale isolation.
Det er bare et enkelt eksempel fra en nær fortid. Og der findes desværre flere og sikkert også værre eksempler, når vi kigger endnu længere tilbage i tiden. Vi er heldigvis et helt andet sted i dag, hvor mennesker med funktionsnedsættelser ses som det, de først og fremmest er, nemlig mennesker. Og hvor funktionsnedsættelse ses som noget, der skal afhjælpes.
Vi har også et direkte og lovfæstet forbud mod diskrimination på grund af handicap. Alle borgere i landet har grundlæggende de samme rettigheder og pligter. Og der er gode og stærke organisationer til at tale deres sag.
Som vores statsminister sagde på Marienborg, da hun gav Godhavnsdrengene og andre tidligere børnehjemsanbragte den længe ventede undskyldning: Så skal vi åbne dørene til de mørke kapitler i vores historie. Kaste lys på fortiden. Og give ofrene oprejsning.
Derfor igangsætter regeringen nu en udredning, som skal give os svar på, om også andre grupper er blevet udsat for voldsomme svigt og overgreb, mens staten skulle føre tilsyn med de institutioner, de boede på.
Vi skal have kastet et bagudrettet lys på et system, der måske mest af alt gik ud på at gemme borgere med nedsat funktionsevne væk i det, man dengang kaldte åndssvageforsorgen. Et system, som er meget forskelligt fra det system, vi har i dag. Og hvor målet er at passe på mennesker med funktionsnedsættelser, stimulere dem og give dem den bedst mulige hverdag.
Vi kan ikke gøre fortiden om, men vi kan læge sår ved at få en grundig undersøgelse og erkende det, hvis udredningen viser, at der er begået overgreb. Det er et arbejde, som skal laves sammen med organisationer og eksperter, som vil blive inddraget, før regeringen sætter selve udredningen i gang.
Vi ved ikke, om vi finder lige så grumme forhold i datidens særforsorg som for Godhavnsdrengene og de andre børnehjemsanbragte. Men vi skylder at finde ud af det. Og hvis det forholder sig sådan, at forholdene har været horrible, så må vi se på, om vi som samfund – lige som med Godhavnsdrengene – skylder endnu en undskyldning.
Frem for alt skal arbejdet dog minde os om, at vi er i en anden tid, hvor vi respekterer alle borgere i vores land. Også når den respekt betyder, at de skal have indrettet deres værelse med en mur af stole og kommunikere med walkie-talkie, som de har gjort for Dennis i Boligerne Brøndbyøstervej. For det er netop ved at se det enkelte menneske som en ligeværdig borger med fulde rettigheder, at vi kan undgå fortidens umenneskelige behandling.