Forsker Hans Skifter Andersens kritik af regeringens redegørelse om parallelsamfund er ren skyggeboksning. Han skyder på påstande, som slet ikke står i rapporten.
Adjungeret professor ved Aalborg Universitet Hans Skifter Andersen kritiserede i en kronik den 16. april den parallelsamfundsredegørelse, som mit ministerium offentliggjorde i forbindelse med regeringens parallelsamfundstopmøde i marts.
Hans Skifter Andersen trækker en række såkaldte postulater fra redegørelsen frem for derefter at skyde dem ned med en række - for en forsker - uhørt hårde vendinger. Men det er sådan set ikke problemet.
Problemet med kritikken fra Hans Skifter Andersen er, at den er faktuelt forkert.
Her blot tre eksempler på misinformation og skyggeboksning i kronikken.
Allerede i første sætning går det galt. Her fremgår det, at »Økonomi-og Indenrigsministeriet har igen udsendt en rapport, hvor man postulerer, at 76.000 indvandrere lever i ' parallelsamfund', har en ' selvvalgt isolation og social marginalisering' og danner ' modkultur til det danske samfund'«. Hvis man blot havde gjort sig den ulejlighed at læse side to i redegørelsen - langt før antallet 76.000 er omtalt - så fremgår det, at indikatorerne i redegørelsen ikke med stor præcision kan sige, om den enkelte lever i parallelsamfund eller ej. Det er også faktuelt forkert, at redegørelsen lægger til grund, at alle personer med indikation på at leve i parallelsamfund er kendetegnet ved selvvalgt isolation, modkultur eller social marginalisering.
Hans Skifter Andersen skriver videre, at »man kan undre sig over, at ministeriet i sin rapport anser alle indvandrere i et boligområde, uanset religion og baggrund, for at være en del af et parallelsamfund«. Ja, jeg undrer mig også, for det gør ministeriet slet ikke. Analyserne forudsætter ingen steder, at ikkevestlige indvandrere automatisk tilhører et parallelsamfund.
Heller ikke hvis de bor i et udsat boligområde.
Et tredje eksempel på misinformation er, når det i kronikken fremgår, at »det postuleres i rapporten, at indvandrere bliver mindre tilbøjelige til at søge arbejde, når de bor i multietniske byområder«. Det står ingen steder i rapporten. I øvrigt er de data og indikatorer, der bruges i parallelsamfundsredegørelsen, også brugt af andre, herunder på boligområdet.
Jeg skal ikke kaste mig ud i en nærmere granskning af Hans Skifter Andersens motiver til at misinformere. Men jeg kan konstatere, at Hans Skifter Andersen tidligere har været modstander af ghettolister og regeringens indsats mod parallelsamfund.
Det er helt legitimt at være uenig i regeringens politik - uanset om det er på et knapt så veloplyst grundlag.
Det vigtige for mig er, at indsatsen lever, fortsætter sit liv og vil få den tilsigtede effekt. Det er jeg sikker på, at den gør.
Det skyldes for det første, at et bredt flertal i Folketinget har bakket op om initiativerne i strategien, som jeg selv stod fadder til som formand for regeringens ministerudvalg mod parallelsamfund. For det er vigtigt for Danmark at få gjort op med parallelsamfund og ghettoer.
For det andet arbejder landets kommuner seriøst med de nye initiativer. Vores ambition om ingen ghettoer i 2030 er realistisk, men en stor opgave.
I marts havde regeringen glæden af at møde en række borgmestre på det årlige parallelsamfundstopmøde.
Det møde har betrygget mig i, at opgaven tages alvorligt i kommunerne, som blandt andet er i tæt dialog med de tre særlige repræsentanter, Bent Hansen, Bolette Christensen og Jørn Neergaard Larsen, som regeringen har udpeget til at følge udviklingen og implementeringen af ghettostrategien.
Min egen tolkning er, at mange kommuner kan se store gevinster i at få gjort op med parallelsamfund, og at man anerkender, at de nye instrumenter, som vi stiller til rådighed, vil have effekt.
Det vigtige er nu, at vi holder fast og følger op. Derfor vil regeringen også fremadrettet afholde et årligt topmøde om parallelsamfund, og vi vil årligt offentliggøre en parallelsamfundsredegørelse, så vi kan se, om udviklingen er på sporet.