Opblæste tal klæder jer ikke, FOA

08-09-2018

Debatindlæg i Fyens Stiftstidende

Af økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille

På dagen hvor regeringen præsenterede sit finanslovsforslag for 2019, rettede Danmarks tredjestørste fagforening FOA et både uberettiget og fejlagtigt angreb på regeringen. FOA havde som et ”bevis” på regeringens nedskæringspolitik delt en video på Twitter. I den fremgik det, at Nyborg Kommune skulle spare 44,6 millioner kroner på ældre, børn og syge. Svendborg og Mariagerfjord Kommuner skulle på de samme poster spare henholdsvis 69,4 millioner kroner og 123 millioner kroner.

Men kære FOA, det har ingen hold i virkeligheden. Først og fremmest fordi regeringen ikke sender færre, men flere penge til velfærd i kommunerne. Vi harmed kommuneaftalen givet kommunerne penge til, at de kan LØFTE udgifterne til velfærden til gavn for børn, ældre og syge med 1,7 mia. kr. Og med finanslovsforslaget planlægger vi at afsætte endnu mere. Det sker i øvrigt i en tid, hvor det generelt går godt ude i kommunerne. Der er gang i væksten, udgifterne til ledige falder og mange har en god økonomi.

FOA griber i sin video ud efter de mest negative tal, fagforeningen kan få øje på. De er taget ud af en sammenhæng og blæst op til dommedagsprofetier. Men de tre kommuners indtægter er IKKE faldet. Ud fra beregninger, Økonomi- og Indenrigsministeriet har lavet, ser det ud til, at Svendborg og Nyborg Kommuner næste år har flere indtægter fra skatter, generelle tilskud og særtilskud. For Mariagerfjord Kommune er det nogenlunde uændret.

Det klæder ikke FOA at blæse den slags tal op og generalisere for alle kommunerne. FOA bør i stedet støtte kommunerne i at få lagt nogle budgetter for næste år, hvor vi får mest mulig velfærd for pengene.