Dansk økonomi er bomstærk, og det er der god grund til at glæde sig over. Beskæftigelsen er høj, ledigheden er lav, flere får en uddannelse, og danske familier har fået flere penge mellem hænderne.
Stribevis af reformer har lagt fundamentet for fremgangen. Det fremgår af en ny rapport fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, der handler om danskernes indkomster, levevilkår, og hvordan reformer virker.
Derfor er det også paradoksalt, at reformskepsissen breder sig blandt flere af partierne uden for regeringen i takt med, at de gode resultater indfinder sig. Skepsissen er generelt stor, ikke mindst i relation til skattereformer. Og her bliver det paradoksale til dobbeltmoral.
I krisetider så vi store dele af rød blok fremlægge og stemme for skattelettelser - også topskattelettelser og lavere selskabsskat.
Det kan jeg sådan set godt forstå, for skattelettelser er særdeles velegnet, når man skal kurere Danmark for vækst-og jobmangel.
Men nu hvor krisen har sluppet sit tag i Danmark, ja, så bruger man alene skattepolitikken til at få afløb for sin misundelse og holde gang i en polemisk kamp mod blå blok. Det er ikke bare ærgerligt for det borgerlige liberale Danmark. Det er ærgerligt for hele Danmark, der går glip af velstand, job og investeringer.
Skattelettelser på vej
Min påstand er, at Danmark kommer til at gennemføre skattelettelser i årene, der kommer.
For det er nødvendigt. Skatten på arbejdsindkomst straffer i for høj grad mennesker, der yder en ekstra indsats. I Danmark er den højeste marginalskat 56 pct. I OECD-landene under ét er den 47 pct. Det spænder ben for nogle af vores virksomheder, når de skal rekruttere specialister, og det kan ramme os, når konjunkturerne på et tidspunkt bliver mindre gunstige.
Der vil også blive brug for at se nærmere på vores selskabsskatter i årene, der kommer - om ikke andet så fordi andre lande sætter selskabsskatterne ned.
Det forputter sig måske under en højkonjunktur, men vi ved af bitter erfaring fra 00erne, at det koster dyrt, hvis reformarbejdet kommer i gang for sent. Vi vil mærke det på bundlinjen. Derfor er det vigtigt, at vi senest i løbet af den kommende valgperiode får gennemført nye skattereformer.
Jeg glæder mig over de resultater, der er opnået. Men jeg har ambitioner om mere.
Flere skal have et job og forsørge sig selv og sin familie, og flere skal have en god uddannelse, der ruster dem til et langt liv på arbejdsmarkedet. Danske familier skal have et større rådighedsbeløb, og det skal være mere attraktivt for virksomhederne at investere i danske arbejdspladser. Det kan vi omsætte til virkelighed med nye reformer og tiltag, der løfter Danmark.
Skattelettelser er god fremtidsmedicin, både når krisen kradser og i opgangstider. Vi skal tage fremtidsmedicinen hurtigst muligt. Det gælder i mange af livets forhold, at det er bedre at forebygge end at helbrede.
Det gælder også på skatteområdet.