Af økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Vokser fattigdommen i Danmark? spørger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte, retorisk i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 26. september. Jann Sjursen mener, at svaret i Økonomi-og Indenrigsministeriets nye publikation " Fordeling og Incitamenter" er ja. Men som Jann Sjursen jo også medgiver - sådan ser vi ikke på det i regeringen. Jann Sjursen går op i, hvor mange her i landet, der har en relativt lav indkomst. Det tal er vokset en smule i de senere år, ja. Men Danmark er stadig det OECD-land, der har den mindste lavindkomstgruppe.
Samtidig forsimpler man tingene på en problematisk måde, hvis man sætter lighedstegn mellem flere i lavindkomstgruppen og fattigdom.
Mange af dem, som rød blok ønsker at stemple som fattige, betragter ikke sig selv som fattige. Det ved vi, fordi det tidligere SFI har spurgt dem. Under halvdelen af de " økonomisk fattige" følte sig fattige, og blandt børn i " økonomisk fattige" familier var livskvaliteten den samme som for børn i økonomisk " ikkefattige" familier.
At sige, at stigningen i lavindkomstgruppen er lig med mere fattigdom, er meningsløst. En glædelig forklaring er, at flere tager en uddannelse. Det er mennesker, der accepterer en lav indkomst i en periode af deres liv, og som forventer at få en højere indkomst senere. Det er ikke tegn på fattigdom, snarere et rigt samfund, der har råd til at uddanne sin befolkning.
Samtidig er der flere udlændinge i Danmark. Flygtningestrømmen og indvandringen fra især ikke-vestlige lande har tidligere været ude af kontrol, og det kan ses på lavindkomstgruppen. I 2016 udgjorde personer med ikke-vestlig baggrund godt en tredjedel af gruppen.
Når man kigger på lavindkomstgruppen, er det også vigtigt at have sig proportionerne for øje. Det er nemlig de færreste, der har en lav indkomst flere år i træk. Den erhvervsdrivende, den studerende og indvandreren har måske i en periode en lav indkomst. Men det kan ændre sig, når den erhvervsdrivende får gang i forretningen, og den studerende og indvandreren skifter henholdsvis SU og integrationsydelse ud med en lønindtægt. Kun godt én procent af befolkningen indgår i lavindkomstgruppen tre år i træk.
Det allermest problematiske ved at måle fattigdom ud fra indkomst er dog, at det kan hindre en god socialpolitik. Det materielle fokus kan nemlig skygge for de sociale problemer og afsavn, som nogle personer i lavindkomstgruppen kan have. Det kan for eksempel dreje sig om psykisk syge og hjemløse. Hvis vi stirrer os blinde på økonomiske problemer, som måske reelt ikke er der, risikerer vi at overse de virkelige problemer. Der er også risiko for at overse mennesker med sociale problemer, bare fordi de ikke har en relativt lav indkomst. Og det ønsker regeringen ikke. Der skal tages hånd om de sociale problemer uanset personens indkomst.
Derfor vil regeringen hellere måles på 10 mål for social mobilitet, der blandt andet handler om, hvor mange handicappede og udsatte unge, der får en uddannelse, og om det lykkes at behandle personer med misbrugsproblemer.
Hvis vi alene interesserer os for, hvor mange der er i lavindkomstgruppen, kan det blokere for reformer, der på kort sigt øger antallet af personer i lavindkomstgruppen, men som på længere sigt får flere personer i uddannelse og arbejde.
Lad mig derfor slå fast: Det er forkert at se på indkomstindikatorer og tro, at man så ved noget om fattigdom.