Af økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Den 8. maj kunne man i en kommentar her i avisen læse en misforstået fortælling: At unge akademikere vil vælge det solidariske dagpengesystem fra, hvis ikke systemet er attraktivt nok, når de er nyuddannede og har mest brug for det. Kommentaren var forfattet af Informations debatredaktør Gry Inger Reiter, der advarer mod at sætte dagpengesatsen ned i forhold til de unge. For hun mener, at de nyuddannede efterhånden allerede har et begrænset økonomisk incitament til at melde sig ind i en a-kasse.
Jeg har hørt historien før, men det gør den ikke mere rigtig. Situationen er en helt anden:
Dimittendledigheden har ligget stabilt på omkring 20.000 fuldtidspersoner siden 2013, mens det totale antal dagpengemodtagere er faldet fra 120.000 til 80.000 fuldtidspersoner. Det viser en analyse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet - ”Dagpenge til nyuddannede”- som for nyligt er offentliggjort.
Gry Inger Reiter skriver, at den generelle akademikerledighed er lavere end den gennemsnitlige ledighed for hele arbejdsmarkedet. Det viser jo netop, at de nyuddannede, der kan og vil, har gode beskæftigelsesmuligheder. Vi står endda midt i et økonomisk opsving og har lige nu stor brug for de ledige hænder på arbejdsmarkedet for at holde opsvinget på sporet.
Her kan vi ikke ignorere det faktum, at nyuddannede fylder mere og mere i dagpengesystemet, uanset hvor den generelle akademikerledighed befinder sig. I nullerne var omkring hver tiende dagpengemodtager dimittend. I dag gælder det for hver fjerde.
Økonomi- og indenrigsministeriets analyse viser også, at det især er nyuddannede med lange videregående uddannelser, der efter sidste eksamen lever af dimittend-dagpenge. Det er altså et faktum, at nyuddannede akademikere benytter muligheden for dagpenge i langt højere grad end dem med en erhvervsfaglig uddannelse. Af alle nyuddannede i 2015 med en lang videregående uddannelse modtog 61 pct. dagpenge på dimittendsats, mens det kun gjaldt for 29 pct. blandt nyuddannede med en erhvervsfaglig uddannelse.
Det ærgrer mig, at mange af dem, der har taget en lang skatteyderfinansieret uddannelse, vælger at begynde deres erhvervskarriere med en tur forbi dagpengesystemet. Og noget tyder på, at gunstige regler gør det for let og attraktivt for dem at træffe det valg.
Det bringer mig til debatredaktørens påstand om, at man efterhånden som nyuddannet kandidat har begrænset økonomisk incitament til at melde sig ind i en a-kasse.
Det er ikke en given ting, at man som nyuddannet har ret til dagpenge uden at have været en del af arbejdsmarkedet først. Man kan sagtens have et levedygtigt dagpengesystem uden en gunstig ordning for nyuddannede. Det er os i Danmark, der skiller os ud med vores særlige ordning for dimittender.
Nyuddannede skal ikke opfylde et beskæftigelseskrav for at modtage dagpenge som andre ledige. Samtidig er dagpengesatsen for nyuddannede mere end det dobbelte af SU-satsen, som mange nyuddannede akademikere kommer fra.
Jeg vil også gerne hjælpe debatredaktøren af med frygten for, at unge ikke støtter op om a-kassen. Påstanden har nemlig ikke hold i virkeligheden. Økonomi- og Indenrigsministeriet har for nyligt offentliggjort en anden analyse – ”Forsikring mod ledighed”. Analysen gør op med myten om, at dagpengesystemet er under pres.
På trods af en række gennemførte reformer, som har bidraget til at få mange tusinde danskere i job, er 70 pct. af de 25-59-årige medlem af en a-kasse og støtter dermed op om det kollektive dagpengesystem. Analysen viser også, at det tal har været stabilt de seneste 25 år. Mens reformmodstanderne har malet et utal af skræmmebilleder op, er opbakningen til dagpengesystemet ikke blevet svækket.
Jeg har svært ved at se meningen med, at op mod halvdelen af alle nyuddannede i begyndelsen af deres erhvervskarriere skal på dagpenge, mens de venter på, at drømmejobbet dukker op. Det er et unødvendigt spild af unge stærke ressourcer og ikke mindst skattekroner.
Jeg kan se, at det af debatredaktøren fortolkes som et drag over nakken til de unge, som vil ramme kollektivt. Men den virkelige fare ligger et andet sted. Den handler om, hvordan det rammer vores samfund, hvis ikke vi gør nok for at få de unge dimittender ud på arbejdsmarkedet og væk fra offentlig forsørgelse.
Vi gør både de unge og samfundet en tjeneste, hvis de kommer i arbejde. Vi har nemlig brug for også deres hænder til at holde gang i det økonomiske opsving, som er til gavn for hele samfundet.
Der er ingen, som får gavn af at ignorere ledigheden blandt de unge dimittender.