Af økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Det kommunistiske, totalitære regime på Cuba blev onsdag den 18. april til min store overraskelse lovprist på forsiden af Information. Hen over et billede af de to Castro-brødre proklamerede avisen i store typer, at Castroerne har skabt "et lige samfund med en beundringsværdig fordeling af samfundets goder, gratis uddannelse og sundhed til alle".
Jeg måtte læse det en gang til. Jo, der stod "beundringsværdig". Og det blev gentaget inde i avisen ("Næsten 60 år med Castro og jagten på paradis", Dagbladet Information, 18. april).
Forholdene på Cuba er tidligere blevet romantiseret. Blandt andet af Mogens Lykketoft (S), der i en kronik fra 1987 kaldte det "charmerende sambasocialisme" og skrev, at revolutionen "i sin oprindelse var cubanernes eget valg".
Selv har jeg meget svært ved at se noget beundringsværdigt eller charmerende i det undertrykkende regime.
Jeg har også svært ved at se det beundringsværdige i ligheden på Cuba. For prisen er høj.
Information konstaterer, at det er mangel på frihed. Både i forhold til at bosætte sig og rejse frit, tale frit, stille spørgsmål ved magten og vælge ledere. Men prisen er også, at landet er tilbagestående.
BNP pr. indbygger er kun lidt over en tiendedel af det danske. FN-organisationen WFP skriver på sin hjemmeside, at knap en tredjedel af landets småbørn døjer med jernmangel. Landbrugsteknologien er forældet. Så produktiviteten er lav, og mange afgrøder går til spilde.
Befolkningen har i mange år været afskåret fra almindelige materielle goder: Det er blot ti år siden, at Raul Castro som ny præsident tillod salg af computere, DVD-afspillere og mobiltelefoner og tillod, at cubanere overnattede på turisthoteller.
Det er i dette årti, at befolkningen har fået adgang til at købe nye, importerede biler efter mange år med både sanktioner fra USA og restriktioner fra de cubanske myndigheder. Men mange biler i gadebilledet er stadig fra 1950’erne på grund af skyhøje afgifter. I 2015 kostede en mellemklasse firedørs Sedan over 700 gange så meget, som en cubaner fik i månedsløn.
Kontrasten mellem Cuba og Danmark er stor. Det er for mig med til at illustrere, at lighed ikke må være et mål i sig selv. Vi skal derimod give borgerne muligheder. Ikke bare for uddannelse, men også for et godt liv.
Vi skal også skabe velstand. Når BNP herhjemme er steget med 9.200 kr. pr. dansker siden seneste valg, er det ikke lige meget. Det bidrager til, at vi kan bo ordentligt, købe en bil, betale regningerne og have råd til gode oplevelser.
Her er der lang vej igen på Cuba. Informations artikel konstaterer, at det ikke er muligt at eje jord og ejendom. Det er der intet beundringsværdigt i.