Af økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll
For to et halvt år siden udtalte en toppolitiker disse kloge ord i en pressemeddelelse: "Det er vigtigt, at offentlige myndigheders aktiviteter ikke skader private virksomheders muligheder for at konkurrere på et marked." Hvem politikeren er, vender jeg tilbage til.
VLAK-regeringen har fra start formuleret en lignende ambition.
I regeringsgrundlaget har vi skrevet, at der skal være fair og lige konkurrence, så offentlige aktører ikke stilles bedre end deres private konkurrenter. Med andre ord skal vi stoppe det, en række erhvervsorganisationer har kaldt "opgavetyveri".
Vi er nu med et nyt udspil nået et stort skridt videre. Det er første gang, en regering har formuleret et overordnet princip om, at den offentlige sektor - både kommuner, regioner og stat - skal holde sig fra erhvervsvirksomhed. Offentlig erhvervsaktivitet er kun i orden, hvis reelle samfundsmæssige hensyn taler for det. For regeringen handler det om, at der skal være plads til innovation, konkurrence og private job til gavn for samfundet. Vi vil derfor formulere en helt ny lovgivning, der skal sikre klarere regler, og opbygge en klageinstans, der vil styrke håndhævelsen af reglerne.
Ét af de kuriøse eksempler på, at det offentlige er gået private i bedene, er, at et bibliotek har udlånt udstyr til at bage med og andet værktøj. Men det handler for eksempel også om kommuner, der kører flis ud til borgerne eller udvikler it-systemer i konkurrence med private. Det lyder måske ikke stort for en stat og en offentlig sektor, der har en økonomi på over 1.000 mia. kr. Men det kan det være for en lille virksomhed med få ansatte, der skal leve af at sælge bageudstyr, udvikle it eller anlægge haver.
Her i Jyllands-Posten har professor Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet udtrykt tvivl om, hvor stort problemet er, og KL har afvist, at kommunerne tit og ofte bruger skattekroner på at konkurrere med private virksomheder.
Jeg kunne bestemt godt tænke mig bedre dokumentation. Men da Konkurrencerådet undersøgte omfanget, deltog kun 38 af landets kommuner i en spørgeskemaundersøgelse, der skulle afdække omfanget af kommunal erhvervsaktivitet.
Vi kan heller ikke trække tallene i kommunernes regnskabssystemer. Så vi har lyttet til erhvervslivet, hvis organisationer har nævnt problemet de fleste gange, vi har mødtes med dem, og det er oplagt at bruge organisationernes lister over eksempler i det kommende arbejde med at ændre lovgivningen.
Flere socialdemokrater har udtrykt skepsis i forhold til nytteværdien i vores udspil. Det har overrasket mig. For det var netop en socialdemokrat - Henrik Sass Larsen - der som erhvervs-og vækstminister den 4. februar 2015 udsendte en pressemeddelelse om, at han ville have omfanget og karakteren af offentlige myndigheders aktiviteter på markeder undersøgt og derefter igangsætte politiske drøftelser.
Nu er vi ved tærsklen til sådanne drøftelser. Jeg håber, at Socialdemokratiet såvel som Folketingets øvrige partier vil være med.
For som der også stod i Henrik Sass Larsens pressemeddelelse: En effektiv konkurrence er en central drivkraft i dansk økonomi