Af økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll
I mandags havde jeg den glædelige oplevelse, at min socialdemokratiske kollega Lea Wermelin savnede mig.
Hun var til CEVEA's arrangement Ulighedens Topmøde og var så begejstret, at hun måtte opsøge mig på Twitter.
Jeg var så heldig at være på virksomhedsbesøg hos Siemens i Brande. Et yderst interessant besøg ude i den virkelige verden, hvor der er rig mulighed for at lære noget nyt.
Det er selvfølgelig rart at blive bekræftet i sine fordomme, og det havde Lea formentlig rig mulighed for hos CEVEA, men måske hun skulle være taget ud i landet. For der var vist ikke meget nyt på programmet i København:
OECD har tidligere offentliggjort analyser, der viser en negativ sammenhæng mellem ulighed og vækst. De sammenhænge, som OECD finder, kan imidlertid ikke bruges til at konkludere, at der er en entydig og universel sammenhæng mellem små indkomstforskelle og høj økonomisk vækst. Sammenhængen er kompleks og afhænger af en række forhold.
Men det er vist desværre en misforståelse, at OECD anbefaler formueskat i Danmark, jf. de seneste landespecifikke anbefalinger.
Men jeg bliver da nysgerrig på, om Socialdemokratiet traditionen tro barsler med nye skatter og afgifter, herunder en ny formueskat?
Jeg håber, at deltagerne i Ulighedens Topmøde ud over at blive bekræftet i deres fordomme også fik nogle fakta serveret. Ellers er muligheden her:
- Indkomstforskellene målt ved Gini-koefficienten er relativt små i Danmark, og der er ikke i de senere år tegn på en stigning.
- Den såkaldte lavindkomstgruppe er relativt lille og nogenlunde konstant, når man ser bort fra, at der er kommet flere studerende.
- Der er ikke tegn på stigende lønspredning, og topindkomsternes andel af den samlede indkomst i Danmark er omtrent den samme som for 30 år siden.
I Danmark er indkomstforskelle isoleret set en ret uinteressant problemstilling. Vores politiske fokus bør være et andet: Vi har desværre sociale problemer, som vi skal blive bedre til at forebygge og afhjælpe via en god og effektiv hjælp og støtte til de mest sårbare og udsatte i det danske samfund.
Og trods en høj grad af formelt lige muligheder, kommer alle ikke med på vognen med god uddannelse og job.
På globalt plan er der selvfølgelig fattigdom, men der er faktisk sket store fremskridt. Eksempelvis er antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom halveret fra 1990 til 2015. Det største fald er sket siden 2000.
Jeg håber, at deltagerne på Ulighedens Topmøde også tog sig tid til at tale om alle de gode resultater. Hvis jeg havde været til stede, så havde jeg gerne lært fra mig.
Jeg fortryder dog ikke, at jeg valgte Brande. Brande kunne nemlig lære mig noget.