Af økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll
Langt flere borgere skal kunne forsørge sig selv. Det er et helt grundlæggende mål, som vi har i regeringen.
I JP 5/ 5 kan jeg se, at 3F mener noget andet. 3F's socialpolitiske medarbejder Ellen K. Lykkegård går mere op i ulighed. Hun angriber mig for at tilsidesætte fakta, og hun påstår, at Danmark er blevet et samfund, hvor hver femte borger er socialt udsat.
Men fakta er altså, at Danmark er et af de tre mest lige lande i verden, og jeg mener faktisk, at det er dybt skadeligt at påstå, at ulighed er et problem. Vi risikerer nemlig at overse de reelle sociale problemer. Problemer, der ikke skyldes, at nogle danskere bliver rigere, og uligheden måske derfor stiger et lille nøk.
I jagten på endnu mere lighed risikerer vi at overse de rigtige problemer, som hjemløse, alkoholikere og psykisk syge kæmper med. Mennesker, der har behov for en hjælpende hånd, har ikke nødvendigvis behov for højere overførselsindkomster.
Derfor arbejder vi i regeringen med ti mål for social mobilitet. Det er et redskab til at følge med i, om vores indsats rent faktisk gør en forskel. Både for voksne med sociale problemer og for deres børn. 3F sparker altså en åben dør ind, når fagforeningen anbefaler at dreje den socialpolitiske skude og begynde at hjælpe udsatte grupper.
Men 3F og jeg er altså uenige om, hvad der virker. Fagforeningen kritiserer, at regeringen bruger et "mantra" om, at det skal kunne betale sig at arbejde. 3F tror tilsyneladende ikke, at folk går på arbejde for at tjene penge - det, tror jeg, er en væsentlig motivation.
Men jeg tror også, at mange får et bedre liv, når de har mulighed for at gå på arbejde. Bl. a. derfor handler flere af regeringens sociale mål om, at vi skal have borgere med sociale problemer i uddannelse og beskæftigelse.
Danmark er ikke ved at blive revet i stykker af ulighed. Tværtimod er optimismen tilbage i Danmark, og vi har faktisk mulighed for at hjælpe endnu flere ind på arbejdsmarkedet.
Vi er nemlig et land, hvor der bliver skabt arbejdspladser.