Fra regelryttere til regelryddere

27-01-2017

Debatindlæg i Jyllands-Posten

Af økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll

 

I den offentlige sektor bliver vi ofte beskyldt for at være regelryttere.

Det er min ambition, at vi også bliver kendt for at være regelryddere.

Der trænger nemlig til at blive luget ud i både statsligt og lokalt bureaukrati. Derfor har jeg netop sendt et brev til alle landets borgmestre med en invitation til at søge om at blive en del af et partnerskab om at forenkle og rydde ud i overflødige regler.

I samarbejde med to udvalgte kommuner vil vi nøje gennemgå kommunernes egne regler for at finde steder, hvor bureaukratiet tynger. Ambitionen er at præsentere en række idéer og forslag til administrative lettelser, som kan komme alle landets kommuner til gavn.

Både statslige og kommunale Jeg forventer, at der vil være stor interesse for partnerskabet blandt de danske kommuner. Jeg er nemlig overbevist om, at vi deler et fælles ønske om at komme unødigt bureaukrati til livs, og at kommunerne ikke er bange for at lade sig kigge efter i sømmene.

Til gengæld for at melde sig til projektet vil to kommuner få friske øjne stillet til rådighed til at kigge på deres egne regler og den måde, som de løser opgaverne på.

Det er selvfølgelig ikke kun kommunale regler, der står i vejen for at forbedre den offentlige service over for borgerne. Derfor inviterer regeringen også kommunerne til at kigge statslige regler efter i sømmene.

Flere frikommuneforsøg I regeringsgrundlaget lægger vi op til at etablere flere frikommuneforsøg fra 2018. Desuden vil vi genetablere og udvide den tidligere udfordringsret. Udfordringsretten skal give mulighed for, at kommuner, medarbejdere og private kan udfordre både statslige og lokale regler, som regulerer arbejdet i den offentlige sektor. Og hvis et forsøg viser gode resultater, skal vi arbejde for at få ændret reglerne, så forsøget bliver den nye normaltilstand.

I regeringen er vi ambitiøse, når det gælder regelforenkling og afbureaukratisering i den offentlige sektor. Det er mit håb, at vi kan stige ned fra den høje hest og udskifte ridehandskerne med et sæt arbejdshandsker, så vi kan få ryddet op i bureaukratiet i den offentlige sektor.