Af økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll
I regeringen vil vi gerne sikre os, at flere af de offentlige opgaver bliver varetaget af dem, som er bedst til at løse opgaven.
For os er det ikke afgørende, om det er private eller offentligt ansatte, der leverer en ydelse, når fælleskabet træder til med hjælp. Det er derimod afgørende, at give den bedst mulige service for pengene, skatteborgernes penge.
Vores arbejdsprogram for fornyelse af den offentlige sektor vil derfor indeholde en plan for, hvordan flere opgaver kan sendes i udbud.
En række personer fra Enhedslisten advarer her i avisen mod, at kommuner og stat tester om man kan få bedre og billigere løsninger, blandt andre medlem af Folketinget Bruno Jerup skriver, at der for mig ikke er noget, der er helligt, at jeg mener, at private virksomheder og institutioner kan tage sig af " farmor på plejehjemmet til det legende barn i børnehaven". Og ja, det mener jeg faktisk! Jeg mener, at vi får en bedre service, hvis der er flere, som får lov til at byde ind med løsninger. Jeg tror, at virksomheder, kreative idéer og privat foretagsomhed kan give os alle en bedre service, end hvis det alene er kommunen, regionen eller staten, der skal levere velfærden til os borgere.
Når vi taler om konkurrenceudsættelse, så er det altså ikke et lod i en tombola, som vi refererer til, med konkurrenceudsættelse mener vi, at vi vil teste, om vi kan få lidt bedre service for pengene, hvis andre - måske et privat firma - løser opgaven.