Den bedste opfindelse er kapitalismen

14-02-2017

Debatindlæg i Politiken

Af økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll

 

Kapitalismen er ikke ufejlbarlig, det er der meget få ting, der er. Men kapitalismen er ikke syg. Den er velfungerende.

 

Kapitalismen er syg, skriver Mette Frederiksen i sin Kronik i Politiken 29. januar. I det skræmmebillede, som Socialdemokratiets formand opstiller, truer den syge kapitalisme vores velstand og velfærd.

Jeg er helt uenig. Kapitalismen er ikke ufejlbarlig, det er der meget få ting, der er. Men kapitalismen er ikke syg. Den er velfungerende og i min optik en af de bedste opfindelser, vi har.

Når det handler om at skabe grundlaget for vækst og øget velstand, er kapitalismen ubetinget nummer 1. Fri markedsøkonomi er sammen med den private ejendomsret kernen i kapitalismen og muligheden for at skabe et godt liv for sig selv med flid og opfindsomhed. Det er fundamentet bag meget af den vækst, som har gjort, at danskerne og mange verdensborgere generation efter generation er blevet rigere.

Det anerkender Mette Frederiksen da også, men nu, siger hun, nu stiger uligheden, og det truer sammenhængskraften og tilliden og vel i sidste ende hele vores eksistensgrundlag.

Mette Frederiksens skræmmebillede er på samme tid visionsløst og sortsynet.

Lad mig minde om, at dansk økonomi er i fremgang.

Beskæftigelsen stiger, og ledigheden er lav. Samtidig har vi et arbejdsmarked, hvor der i høj grad er plads til alle. Alle befolkningsgrupper har haft gavn af den gode udvikling på arbejdsmarkedet de senere år. Overalt i landet er flere kommet i arbejde, og der er skabt både højt-og lavtlønsjobs. Det er altså ikke kun de rige eller de højtuddannede, der har fået foden indenfor på arbejdsmarkedet.

Det er ikke en politisk påstand, men dokumenteret i analyser i Økonomisk Redegørelse, december 2016. Ulighed er ikke et stort problem i Danmark. Danmark er blandt de lande, hvor uligheden er mindst, der er stor social mobilitet, og lavindkomstgruppen er relativt lille. Det er ganske enkelt fejlagtigt at male et billede af, at uligheden er kraftigt stigende.

Det betyder ikke, at tingene ikke kan blive bedre, men Socialdemokratiets formand kigger de forkerte steder hen. Der er masser af udfordringer at tage hånd om. Vi ved, at væksten har været utilfredsstillende lav. Faktisk er indkomsten for den gennemsnitlige dansker, målt ved bruttonationalprodukt pr. person, ikke højere end for 10 år siden. Produktivitetsvæksten er lav. Vores velstand vokser kun langsomt.

Kigger vi ud i fremtiden, kan vi se frem til, at store årgange går på pension og skal forsørges. Dem skal vi have råd til at give en god og værdig alderdom.

Samtidig ved vi, at risikoen for flaskehalse er taget til. Flere virksomheder melder om, at de har svært ved at rekruttere den arbejdskraft, de har brug for. Alle typer arbejdskraft, vel at mærke. Vi risikerer, at opsvinget går i stå, fordi virksomhederne må takke nej til ordrer på grund af for få ledige hænder.

Vi vil træffe beslutninger, som øger arbejdsudbuddet og styrker produktiviteten. Vækst er forudsætningen for, at familierne får økonomisk tryghed, og grundlaget for, at vi har råd til at investere i og udvikle vores velfærd. Derfor skal det bedre kunne betale sig at arbejde. Og vi skal hjælpe flere danskere fra offentlig forsørgelse til selvforsørgelse. Vi skal samtidig sikre et arbejdsmarked med stor omstillingsparathed, med velkvalificeret arbejdskraft og gode muligheder for livslang læring.

Virksomheder skal have gode konkurrencevilkår.

Vi skal have virksomheder, der investerer i forskning og innovation og har adgang til højt kvalificerede medarbejdere.

JO MERE VI ØGER beskæftigelsen og produktiviteten, jo større bliver mulighederne, både for vores fælles velfærd og for den enkelte borger. Og ikke mindst får vi bedre mulighed for at hjælpe de borgere, der har brug for hjælp.

Regeringen vil for eksempel indføre et socialt frikort, der øger den skattefrie indtægt for de mest socialt udsatte. Det har vi råd til på grund af kapitalismen.

Kapitalismen er ikke ufejlbarlig. Men det er ikke for lidt regulering, der truer vores samfund. Faren i disse år er ikke, at kapitalismen bliver sat fri.

Faren er, at markedskræfterne bliver holdt tilbage, fordi nogle lande sætter barrierer op f. eks. for frihandel. Og at vi i Danmark støber samfundsmodellen i beton i stedet for at forny og udvikle vores samfund gennem reformer og en modernisering af den offentlige sektor, som vi med held har gjort det igennem de seneste mange år og under skiftende regeringer.