Af økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll, innovationsminister Sophie Løhde og ældreminister Thyra Frank
I regeringen ønsker vi at give borgerne den bedst mulige service og mest mulig valgfrihed. Derfor lader vi os ikke blokere af ideologi og vanetænkning om, at ældreplejen absolut skal leveres af kommunen.
Hvis en privat leverandør ønsker at stå for støvsugning og indkøb eller hjælpe med badet, hvorfor så ikke overlade det til borgeren at beslutte, hvilken leverandør han eller hun ønsker? Danmarks Statistik har netop offentliggjort tal om konkurser på velfærdsområderne.
Tallene viser, at der ikke er flere konkurser blandt de virksomheder, der leverer velfærdsydelser i kommunerne, end blandt alle andre private virksomheder.
Til gengæld viser tallene, at der er sket en stigning i antallet af konkurser i ældreplejen siden 2013. Og det har vi som politikere et ansvar for at gøre noget ved.
Derfor er vi gået i gang med at se på, hvordan vi kan forebygge konkurser på ældreområdet.
Vi vil blandt andet gennemgå reglerne på området, som blev indført af S-R-SF-regeringen i 2013.
Når vi samarbejder med private leverandører om for eksempel hjemmehjælp, døgninstitutioner og vuggestuer, vil der altid være en risiko for konkurser.
Det kan vi ikke undgå.
Men vi skal selvfølgelig forebygge, at det sker.
Det er vigtigt for regeringen at sikre de ældre en værdig pleje med kvalitet, tryghed og indflydelse på eget liv.
Derfor har regeringen igangsat et analysearbejde, hvor vi er i dialog med KL, erhvervs-og faglige organisationer, og vi laver et serviceeftersyn af lovgivningen på området.
Vores ambition er at gennemføre arbejdet, så vi kan have en drøftelse med Folketingets partier i løbet af sommeren.
Mange ældre er glade for det frie valg, og i 2016 stod de private leverandører for 37 procent af arbejdstimerne inden for personlig pleje og praktisk hjælp i ældreplejen.
Vi har alle forskellige ønsker og behov. Derfor skal vi holde fast i, at ældre selv kan vælge, om de vil bruge en offentlig eller privat leverandør.