Af økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll
Lørdag d. 1. april kunne jeg til min store overraskelse læse interviewet "Velfærdsstaten er for middelklassen - de svageste har vi glemt" i Information. Det er desværre ikke, som jeg først troede, en aprilsnar, når tidligere forsker i SFI Erik Jørgen Hansen med udgangspunkt i sin nye bog taler for - efter min mening - at afmontere det danske velfærdssamfund. I interviewet maler han et skræmmebillede af det danske samfund. Et opdelt Danmark domineret af ghettoer for både rig og fattig, hvor lige muligheder og social mobilitet kun er til glæde for personer i middelklassen: "Velfærdsstaten er blevet et tag selv-bord for middelklassen med SU, kultur og gratis sundhed. Men de fede ordninger hjælper ikke samfundets svageste - bunden er hægtet af."
Dét er et Danmark, som jeg ikke kan genkende. I en international sammenhæng er Danmark kendetegnet ved at være et rigt land uden de store skel med en meget lille lavindkomstgruppe og et fintmasket socialt sikkerhedsnet. En af forklaringerne er, at der i høj grad er lige muligheder i forhold til uddannelse og beskæftigelse. Nuvel, vi er ikke gode nok til at hjælpe de mest udsatte og sårbare i det danske samfund, men der bliver gjort en omfattende og ihærdig indsats.
Et fattigere Danmark
I interviewet disker Erik Jørgen Hansen op med en lang række uhensigtsmæssige politiske anbefalinger, der har til formål at mindske uligheden i samfundet til glæde for de svageste, men som samlet set er opskriften på et fattigere Danmark.
Et dårligere Danmark for alle - rig som fattig - med undtagelse af de ganske få, der ikke ønsker at bidrage til samfundet.
Han mener blandt andet, at "kontanthjælp og andre lave overførsler må forhøjes kraftigt". Man må forstå, at højere overførsler på magisk vis vil gøre socialt udsatte forældre i stand til at give deres børn en bedre start på livet med øget chance for at gennemføre en uddannelse. Kraftigt forhøjede sociale ydelser vil imidlertid medføre, at gevinsten ved at være i beskæftigelse reduceres markant, og det vil bidrage til at fastlåse personer i overførselssystemet. Resultatet er, at færre vil være i arbejde og have mulighed for at forsørge sig selv og sin familie. Samtidig vil det reducere velstanden og velfærden i samfundet og gøre os alle fattigere. Jeg tror heller ikke på, at højere ydelser får psykiske lidelser, stofmisbrug, hjemløshed og andre sociale problemer til at forsvinde.
Højere overførsler vil øge de offentlige udgifter, og det skal efter Erik Jørgen Hansens mening finansieres gennem højere skatter på snart sagt hvad som helst. Der er bred enighed i den økonomiske faglitteratur om, at højere skatter vil bidrage til at reducere beskæftigelsen og sænke produktiviteten, hvilket ligeledes vil sænke velstanden og gøre samfundet fattigere.
Ti mål for social mobilitet
Det er med dyb undren, jeg læser, at Erik Jørgen Hansen anser social mobilitet for at være en "ulv i fåreklæder", der efterlader underklassen forarmet. Social mobilitet indgår ellers i forskningsprogrammet for Erik Jørgen Hansens tidligere arbejdsplads, SFI. De går nemlig efter at sikre alle børn og unge mulighed for at uddanne sig og udvikle sig i overensstemmelse med deres potentiale. Konkret forsker SFI blandt andet i, hvad familiers sociale, økonomiske og kulturelle ressourcer betyder for børn og unges trivsel, udvikling og sociale mobilitet, og hvilken effekt forskellige indsatser har. I regeringen forfølger vi ti mål for social mobilitet. Det handler blandt andet om at få flere handicappede og psykisk sårbare ud på arbejdsmarkedet, og at udsatte børn og unge skal have hjælp til at klare sig godt i folkeskolen og gennemføre en ungdomsuddannelse.
Men Erik Jørgen Hansen ønsker efter eget udsagn ikke lige muligheder for alle, men derimod lige resultater. Det er efter min mening opskriften på at køre et samfund i sænk. For vi mennesker vil ikke det samme med vores liv, og vi er heller ikke alle sammen lige gode til alt. Hvis vi følger den opskrift bliver vi alle lige fattige, og - er jeg bange for - ulykkelige.
Regeringen ønsker modsat et rigere samfund. Og vejen til vækst i Danmark går ikke via øget lighed. Vejen til vækst går via reformer. Min ambition er et samfund, hvor vi har råd til at tage ordentlig hånd om de socialt udsatte og sårbare, og hvor vi kan give alle mulighed for at uddanne sig til et godt job. Med Erik Jørgen Hansens opskrift får vi et fattigere og uhyggeligt samfund, hvor alle har lidt.