Det talte ord gælder
Tak for invitationen. Og tak for velkomsten.
Vi står med en alvorlig udfordring: Selvom mange grønlændere i Danmark klarer sig fint, er der alt for mange, som lever et hårdt liv.
Derfor glæder det mig, at Rådet for Socialt Udsatte sætter problemerne på dagsordenen. Og jeg vil gerne takke jer for arbejdet med rapporten og i det hele taget for den indsats, I gør for udsatte mennesker i Danmark.
Helt grundlæggende mener jeg, at Grønland og Danmark har et fælles ansvar for at gøre noget ved problemerne. Det vil jeg gerne uddybe.
***
Rapporten giver indblik i nogle triste skæbner, som har rørt mig meget at læse om. Fælles for mange af kvinderne er, at de ikke har været bevidste om, hvad de flyttede til, da de rejste til Danmark.
De problemer, kvinderne fortæller om, har vi desværre hørt om før. For eksempel i rapporterne fra SFI og Institut for Menneskerettigheder, som blev udgivet sidste år.
Overgangen fra det grønlandske til det danske samfund kan være meget svær. Og det at finde en bolig, skaffe sig et arbejde og tale med kommunen er langt vanskeligere, end mange havde forestillet sig.
Hvis man kommer fra en grønlandsk bygd til Aalborg, Aarhus eller Esbjerg uden et sted at bo, uden et netværk, uden de store penge og uden at tale sproget særligt godt – ja, så er det svært.
Derfor er det vigtigt, at grønlandske politikere og kommunale medarbejdere tør sige åbent og ærligt til dem, der overvejer at flytte:
Det løser ikke nødvendigvis dine problemer at tage til Danmark. Og det kræver forberedelse, hvis det skal gå godt: for eksempel at du behersker sproget, og at du kan finde en bolig.
***
Når det er sagt, så skal vi selvfølgelig byde grønlændere velkommen. Støtte så godt, vi kan, og sørge for, at hjælpen til udsatte har en reel effekt og er tilpasset det enkelte menneskes behov.
Det er slet ikke godt nok, når vi kan læse i rapporten, at mange grønlandske kvinder lever en slags parallel-tilværelse:
En tilværelse uden tilstrækkelig kontakt med de steder, der tilbyder hjælp. En tilværelse, hvor de selv prøver at klare en kombination af mange forskellige problemer. En tilværelse, hvor de virkelig ønsker sig at kunne bidrage til samfundet, men hvor det ofte kører helt skævt.
Kommunerne skal tage kritikken fra de herboende grønlændere alvorligt. Det er fuldstændig uacceptabelt, hvis de oplever at blive behandlet dårligere end andre danskere, fordi de har en anden baggrund.
Kommunerne skal tilbyde tolkning, når der er behov. Og de skal sammen med de grønlandske foreninger blive bedre til at få skabt hurtig kontakt til nytilkomne, som er i risiko for at havne på gaden, i et misbrug eller i et voldeligt forhold. Kommunerne skal også blive bedre til at fastholde kontakten, når den først er skabt.
Jeg tror grundlæggende, at mere lokalt og frivilligt engagement er en afgørende del af løsningen på rigtig mange af de udfordringer, vi står med på socialområdet.
Med Strategien for udsatte grønlændere i Danmark er det lykkedes at skabe et bedre samarbejde mellem lokale organisationer og de kommuner, hvor der bor flest udsatte grønlændere. Det skal vi glæde os over.
I rapporten har jeg også bemærket den positive ting, at selv meget udsatte kvinder finder mening med tilværelsen i frivilligt arbejde og det at hjælpe andre.
Jeg er i det hele taget glad for, at de grønlandske foreninger rundt i landet er med til at forbedre forholdene for udsatte.
Organisationer som Foreningen Grønlandske Børn og Kofoeds Skole gør i dag meget, blandt andet via bofællesskaber, mødregrupper og fritidsaktiviteter.
Også De Grønlandske Huse yder en flot indsats med for eksempel mentorordninger og rådgivning til nytilkomne, der skal i kontakt med systemet.
Men ligesom det gælder for kommunerne, kan I blive bedre til at nå de udsatte – og overveje, om jeres ressourcer i højere grad kan gavne dem, der har det allersværest.
Det kan handle om at tage én i hånden og hjælpe ham eller hende med at søge en bolig eller et arbejde – eller at tage med til mødet hos sagsbehandleren eller misbrugscenteret.
Kort sagt: Vi har alle sammen et ansvar for at spørge os selv, om vi kan gøre det bedre.
***
Jeg ved, at nogen mener, der er behov for at indføre særlige rettigheder for grønlændere i Danmark. Senest har Institut for Menneskerettigheder foreslået, at regeringen går i dialog med herboende grønlændere om at anerkende dem som et nationalt mindretal.
Det er ikke løsningen. Regeringen har den klare holdning, at alle danske statsborgere skal have de samme grundlæggende rettigheder. De skal ikke afhænge af, hvor man kommer fra.
Så er det slået fast.
***
Mange af jer vil sikkert gerne vide, hvad regeringen har tænkt sig at gøre fremover. Ikke mindst når strategien for udsatte grønlændere nu er ved at være gennemført.
Vi er klar til at tage et ansvar og leve op til det, vi har skrevet i regeringsgrundlaget – nemlig at vi ”vil arbejde for at styrke inklusionen af grønlændere i Danmark, herunder forbedre forholdene for socialt udsatte.”
Den nuværende strategi er finansieret gennem satspuljen, og derfor skal jeg til efteråret forhandle med satspuljepartierne om, hvad der skal ske på baggrund af erfaringerne.
Jeg har bemærket, at forslag til, hvordan strategien bedst følges op, er på dagsordenen senere i dag – og at I fra rådets side vil komme med en række anbefalinger senere på året. Dem ser jeg frem til, og dem vil jeg bruge i mit videre arbejde på området.
Det er blandt andet vigtigt, at vi bliver bedre til at sikre, at udsatte grønlændere får mere ud af kommunernes tilbud. Og med det samarbejde mellem kommuner og civilsamfund, der er etableret med strategien, synes jeg, det ser lovende ud.
Hvordan vi bedst kommer videre, vil jeg også drøfte med blandt andre folketingsmedlemmerne Aaja Chemnitz Larsen og Aleqa Hammond. Vi har allerede et godt samarbejde, og det vil jeg gerne bygge videre på.
Derudover vil jeg se mod Grønland og vores samarbejde med Grønlands Selvstyre:
Hvordan sikrer vi, at flere af dem, der rejser til Danmark, kan få opfyldt deres ønske om at kunne klare sig selv?
Hvad kan vi gøre, så udsatte grønlændere har mere realistiske forventninger om, hvordan livet er i Danmark?
Og er der behov for, at selvstyret tager større ansvar for at sikre, at flere har de nødvendige forudsætninger for at få en god tilværelse i Danmark? Det kunne for eksempel dreje sig om danskundervisning.
Om to uger rejser jeg til Grønland for at mødes med min kollega, den grønlandske minister for Familie, Ligestilling og Sociale Anliggender, Martha Lund Olsen. Der vil jeg tage de spørgsmål op.
Jeg er overbevist om, at et stærkere samarbejde mellem Danmark og Grønland er vejen frem.
***
Problemerne er alvorlige. Og regeringen tager gerne et ansvar for at forbedre forholdene for udsatte grønlændere.
Men jeg forventer samtidig, at alle bidrager, så vi løser problemerne i fællesskab.
Rigtig god konference!