Det talte ord gælder
Tak for invitationen.
Når jeg ser på de generelle temaer, som I arbejder ud fra i DCH, er det tydeligt, at vi har en fælles målsætning. En målsætning om, at mennesker med handicap i langt højere grad skal inkluderes i samfundet.
Og jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til DCH for at være et vigtigt forum og en konstruktiv medspiller for regeringens og de øvrige aktørers arbejde på området.
Et eksempel på det er den holdningsstrategi, I offentliggjorde i torsdags. Tak for sidst til jer, der var med der. Strategien er et vigtigt bidrag til, at vi sammen kan nedbryde fordomme og barrierer og få flere til at se muligheder frem for begrænsninger.
Derudover har I netop offentliggjort jeres årsberetning, hvor I kommer med en række anbefalinger, og jeg er glad for at få konkrete forslag, som kan indgå i vores debat og arbejde.
Jeg værdsætter en åben dialog om, hvordan vi – inden for de økonomiske rammer vi nu engang har – kan skabe større livskvalitet for jer, der har et handicap. Konstruktivt samarbejde er vejen frem. Det gælder for os alle og på alle planer.
Lidt senere vil jeg svare på jeres spørgsmål. Men først vil jeg give et par bud på, hvad der set med mine øjne er særlig vigtigt i vores arbejde fremover.
***
Vi står desværre med en tillidskrise mellem mennesker med handicap og deres pårørende på den ene side og den offentlige sektor på den anden. Den krise skal vi have styr på.
Derfor er jeg glad for, at vi i handicaporganisationerne, kommunerne og regeringen har sat os sammen for at drøfte en reform af serviceloven. Og jeg er glad for, at alle parter er enige om behovet for klarere regler og styrket retssikkerhed.
Ambitionen er, at der kan komme forslag til tiltag og lovændringer i løbet af i år. Det kan I også læse i vores fælles debatindlæg, som var i Jyllands-Posten for nyligt.
Vores nuværende regler er for komplekse og svære for kommunerne at administrere korrekt. Det giver utilfredsstillende forløb for både borgere og sagsbehandlere, hvilket jeg også fik flere meldinger om under mit besøg sidste år i Danske Handicaporganisationers hus i Høje Taastrup.
For at få en dybere forståelse af udfordringerne i sagsbehandlingen har jeg også arrangeret en række besøg i kommunerne og har netop været forbi Faxe, Ballerup og København.
Reformen skal munde ud i en forenkling, der gavner alle parter. En af de vigtigste målsætninger er, at langt flere skal have korrekte og forståelige afgørelser i første omgang. Det vil styrke retssikkerheden, og det er jeg sikker på, at kommunerne har viljen til.
Vi skal lette administrationen i de nemme sager og frigive ressourcer til de mere komplicerede. Og de ændringer, vi bliver enige om, skal frem for alt understøtte, at kommunerne inddrager borgerne tættere og altid ser på deres samlede behov. På den baggrund kan de give en mere helhedsorienteret hjælp.
Helt overordnet skal de nye voksenbestemmelser bidrage til en positiv udvikling hos den enkelte, så han eller hun bliver så selvhjulpen som muligt.
Hvis vi for eksempel ser på beskæftigelsesmulighederne for et menneske, ja så afhænger de af graden af handicappet. Men mulighederne afhænger så sandelig også af, i hvilket omfang det, kommunen sætter ind med, bidrager til at realisere potentialet.
Det er ikke en let opgave, vi står med. Men jeg er fast besluttet på, at det skal lykkes. Derfor har jeg lagt op til et bredt samarbejde, hvor I fra brugerorganisationerne bliver inddraget tæt, og hvor vi drøfter tingene på en konstruktiv måde. Også når det bliver svært, og vi skal finde de nødvendige kompromiser.
***
Men en reform af lovgivningen er ikke nok til at indfri mine ambitioner. Vi har brug for alle gode kræfter til at sikre, at ingen holdes udenfor.
Tvillingerne Steen og Peder – bedre kendt som Team Tvilling – er et beundringsværdigt eksempel på, hvordan alle kan sætte noget i gang, der vokser til en kæmpe succes og får enorm betydning for mange mennesker. Som I måske ved, har de for nyligt fået handicapidrætsprisen fra min gode kollega, kulturministeren.
De to brødre lader sig ikke begrænse af, at Peder sidder i kørestol, men deltager side om side med almindelige sportsfolk i forskellige løb og stævner. I august 2014 gennemførte de for eksempel en ironman sammen.
En måned efter stiftede de en forening med det formål at nedbryde berøringsangst og tabuer og give flere mulighed for at deltage i sportsarrangementer, selvom man sidder i kørestol.
Projektet vokser nu i stor stil og er nået til Norge, Tyskland og Dubai. Herhjemme er foreningen begyndt at samarbejde med forskellige kommuner om at koble frivillige løbere fra de lokale klubber med mennesker med handicap fra kommunens bosteder.
At se muligheder frem for begrænsninger – den tilgang kan vi booste ved i højere grad at få de frivillige kræfter i spil. Det vil jeg opfordre alle til, og det er noget, regeringen løbende bakker op om.
Socialstyrelsen er også i fuld sving med et initiativ, som fremgår af DCH’s nye holdningsstrategi – nemlig Nye Alliancer. Det er en tænketank for medlemmer fra handicap- og civilsamfunds-organisationer og forskningsområdet. Den ledes af DH og Frivilligrådet i fællesskab og har været i gang siden i sommer.
Formålet er at udarbejde en strategi med konkrete initiativer til at skabe et tættere samarbejde mellem parterne, og den får vi at se i begyndelsen af maj.
***
Det ligger mig stærkt på sinde, at mange flere personer med handicap skal have mulighed for at deltage i samfundets fællesskaber.
Social- og Indenrigsministeriet har netop offentliggjort en analyse om mennesker med handicap på arbejdsmarkedet. Den bygger på helt nye tal fra kommunerne og giver os et bedre indblik i området.
Analysen bekræfter mig i, at flere kan opleve glæden ved at være en del af en arbejdsplads, hvilket samtidig er en kæmpe gevinst for hele samfundet.
I et skattefinansieret velfærdssamfund som det danske er det afgørende for den økonomiske sammenhængskraft, at en meget høj andel af borgerne bidrager til velfærden. Derfor er det regeringens klare mål, at tusindvis af mennesker skal ud af offentlig forsørgelse og i beskæftigelse.
I dag er det kun omkring en femtedel af de borgere med handicap, som modtager en indsats efter serviceloven, der har et arbejde.
Det kan være svært at sætte præcise tal på, hvor stort potentialet er. Men vi kan se, at langt flere end dem, der aktuelt er i job, har været i beskæftigelse inden for de seneste år.
En funktionsnedsættelse kan selvfølgelig være opstået eller forværret i de mellemliggende år. Men det er alligevel en klar indikation på, at mange har kompetencer og erfaringer fra tidligere, der sagtens kan bringes i spil igen.
Ankestyrelsen har også for ganske nyligt offentliggjort en undersøgelse af, hvad der skal til, for at flere kommer i beskæftigelse. Den er baseret på interview med medarbejdere, der har et handicap. Og den giver nyttig viden om, hvordan vi kan nedbryde barrierer.
Ankestyrelsens undersøgelse viser, at et godt arbejdsliv ikke kun begynder på arbejdspladsen. Positive forventninger fra omgivelserne. Ikke at blive pakket ind i vat af forældrene. Og fokus på kompetencer frem for handicap i skolen. Det har alt sammen betydning for at åbne nye døre.
Samtidig viser undersøgelsen, at selvindsigt og viden om muligheder og begrænsninger er afgørende for at blive en del af arbejdsmarkedet. Her har skolesystemet og især handicaporganisationerne stor indflydelse på de unges overvejelser og selvopfattelse i forhold til uddannelse og karriere.
Virksomheder og kommuner har selvfølgelig også en afgørende rolle. Og mange viser allerede i dag både vilje og evner:
- Sidste år vandt Fakta en CSR-pris for at have udviklet et uddannelsestilbud til mennesker med autisme, så de efterfølgende kan blive ansat.
- Også Novo Nordisk, Landsforeningen Autisme og Beskæftigelsescenter for Unge er gået sammen om et spændende projekt.
- Og endnu en inspiration er projektet ’Mening og Mestring’, hvor ni handicaporganisationer og fire kommunale jobcentre lige nu i fællesskab gør jobjagten lettere for personer med for eksempel muskelsvind eller ADHD. Jeg ser frem til evalueringen, som kommer i 2017.
Corporate Social Responsibility. Det betyder noget, og flere og flere virksomheder åbner dørene. Det går den rigtige vej. Men vi skal have endnu flere med på vognen.
***
Vi skal selvfølgelig også huske, at der er mennesker, hvor uddannelse og beskæftigelse ikke er realistisk.
Der skal være plads til alle. Og det er vigtigt, at vi finder de rette mål og indsatser, som bedst imødekommer den enkeltes behov.
Uanset ambitionsniveauet skal vi altid overveje, hvordan vi kan understøtte, at enhver med handicap indgår i fællesskaber med andre. For ingen trives med at være isoleret fra omverdenen.
***
Så hvor skal vi hen med dansk handicappolitik?
Vi skal have et samfund, hvor en tilgang med fokus på muligheder frem for begrænsninger bliver den dominerende – både når det kommer til uddannelse, arbejde og fritidsliv og menneskers selvopfattelse og syn på hinanden.
Og så skal vi sikre, at alle får den hjælp, de har behov for – og ikke bliver udsat for fejl i sagsbehandlingen.
Hvordan kommer vi så dertil? Hvordan skaber vi resultater?
Her til sidst vil jeg understrege, at nøglen er viden, tillid og konstruktivt samarbejde, der kan sprede sig som ringe i vandet. At vi gør det tydeligt for alle og enhver, at vi står sammen om at sikre bedre vilkår for mennesker med handicap – velvidende at vi ikke har en uendeligt stor guldkiste at tage af.
Det kræver, at vi kan tale åbent og ærligt – også om de svære ting. Og der bliver som sagt brug for at indgå kompromiser.
Jeg tillader mig at være optimist på sagens vegne og ser frem til det videre arbejde sammen med jer. Jeg ser også frem til jeres spørgsmål og kommentarer, så nu er det jeres tur.