Kommunernes regnskaber ligger igen inden for budgetterne. Samtidig ligger de kommunale serviceudgifter tættere på budgettet, end de har gjort de foregående år. Det viser de regnskabstal, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort.
Kommunerne har til gengæld opretholdt det høje anlægsniveau fra årene før, selvom økonomiaftalen for 2015 indskærpede, at det skulle reduceres.
De kommunale serviceudgifter ligger 1,6 mia. kr. under det budgetterede niveau, mens bruttoanlægsudgifterne ligger 1,0 mia. kr. over budgettet for 2015. Kommunerne har bl.a. investeret for omkring 5,8 mia. kr. i anlæg på de borgernære områder som skoler og dagtilbud.
Sammenlignet med 2014 steg kommunernes serviceudgifter med 1 mia. kr. i 2015. Hertil kommer et ekstra løft af dagtilbudsområdet på 250 mio. kr. og af ældreområdet på 75 mio. kr. (den såkaldte klippekortsordning), som blev givet i finanslovsaftalen for 2015, men som ikke fremgår af regnskabsopgørelsen.
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger:
Jeg er glad for at se, at kommunerne samlet set overholder de aftalte rammer for de kommunale udgifter. Det er vigtigt for samfundsøkonomien. Men opgørelsen viser også, at kommunerne skal gøre en indsats for at få helt styr på anlægsudgifterne i de kommende år.
- Karen Ellemann
Yderligere oplysninger
Kommunikationsmedarbejder Camilla Severin Madsen, csm@sim.dk, tlf.: 22 46 64 70
Ministeriets pressetelefon, tlf: 41 85 13 60 (modtager ikke sms)