Af social- og indenrigsminister Karen Ellemann
I dag er det Frivillig Fredag. Dagen, hvor vi landet over markerer og anerkender frivilligheden. Og det er der god grund til!
Antallet af borgere i Danmark, der udfører frivilligt arbejde er meget stort. Mere end 40 procent af danskerne har udført frivilligt arbejde det seneste år. Det kan meget få lande gøre os efter. Vi ser særligt i disse dage et enormt engagement og handlekraft for at gøre en indsats for de mange flygtninge, der krydser grænserne. Det gør indtryk at se så mange udvise omsorg i en svær tid. Det vidner om hjerterum og et overskud, vi som land kun kan være stolte af.
Men endnu mere imponerende er det at se de mange mennesker, der også yder en frivillig indsats, når kameraerne er slukkede, og mediernes fokus er rettet et andet sted hen. De mennesker, som uge efter uge møder op på fodboldbanen for at træne de lokale børn i fodbold, dem som tager ned på plejehjemmet og cykler en tur med de ældre i en rickshaw, dem som tager tjansen med de lange møder i foreningens bestyrelse og drøfter vedtægter og økonomi osv. Mennesker, som brænder for at gøre en forskel for andre, og som bidrager efter evne. For der bliver jo lagt en masse timer i den type frivilligt arbejde, der ikke nødvendigvis egner sig til en Facebook-opdatering, eller som ikke bliver delt særligt meget på Instagram. Og selvom hverdagens frivillige måske ikke får lige så mange "likes", er deres indsats højt værdsat.
Faktisk er det den indsats, som jeg allerhelst vil markere og hylde i dag. For det er den slags engagement, som særligt på den lange bane bidrager til sammenhængskraften i vores samfund. Som binder os sammen på tværs af sociale og økonomiske skel. Som bidrager til at udvikle civilsamfundet og dermed også velfærdssamfundet på længere sigt.
Det betyder ikke, at jeg ikke bakker op om den mere spontane og uorganiserede frivillighed. Socialt engagement er vigtigt og kan og skal ikke sættes på formel. Mulighed, tid og lyst til at yde en frivillig indsats varierer meget, og alle indsatser er velkomne - uanset om der er tale om stabile organiserede indsatser, eller indsatser med grobund i mere løse og måske mere flygtige sociale netværk. Det er dog mit håb, at nogle af de mennesker, der er blevet aktiveret de seneste uger, vil fortsætte med at yde en frivillig indsats fremadrettet, når det lange seje træk starter.
At de for eksempel vil bidrage til at få flygtninge integreret på arbejdsmarkedet. At de for eksempel vil engagere sig som frivillige mentorer for nogle af de unge hjemløse, som vi ved, har brug for hjælp og har brug for stabile netværk. Også selvom det kan være mere forpligtende.
Jeg har i de seneste uger holdt en række møder med organisationer og frivillige foreninger. Det er helt enestående at opleve, at dette land byder på så mange seriøse, frivillige foreninger med målgrupper, der strækker sig over alt fra ensomme ældre, unge i sorg til udsatte børn, der trænger til lektiehjælp.
Et særligt interessant perspektiv, vi drøftede var, hvordan vi får skabt frivillige fællesskaber med plads til alle? Der er stort potentiale i også at få engageret socialt udsatte i at udføre frivilligt arbejde frem for kun at være modtagere. En frivillig indsats har nemlig positiv betydning for den, der udfører arbejdet.
Det kan både være i form af glæden ved at gøre noget for andre, at bidrage til fællesskabet, opbygningen af et netværk, styrkelse af kompetencer og meget andet. Derfor glæder det mig også, når man for eksempel får brugerne af et værested engageret i at hjælpe til med driften, eller når personer uden tilknytning til arbejdsmarkedet giver en hånd med i genbrugsbutikken.
Uanset på hvilken måde, man er frivilligt engageret, og uanset om man samtidig selv er bruger af et frivilligt tilbud, skal der lyde en stor tak til alle frivillige landet over. I kan være stolte af jeres indsats, og jeg håber, at mange af jer fastholder jeres engagement også på den lange bane. Rigtig god Frivillig Fredag.