Af social- og indenrigsminister Karen Ellemann
Mine første måneder tilbage på posten som social- og indenrigsminister har været travle. Noget, der har fyldt meget i min kalender, er besøg hos jer, som arbejder med udsatte børn, unge og voksne. Jeg har bl.a. mødt socialrådgivere, socialpædagoger og misbrugsbehandlere, men også frivillige på væresteder og i familietilbud. Mennesker med vidt forskellige funktioner og faglige profiler, men med noget til fælles: engagement og omsorg. Det har været en fornøjelse at opleve.
Til gengæld har jeg også bekymret mig over de store summer, som er i spil. Kommunerne anvender f.eks. årligt omkring 29 mia. kr. på voksenområdet alene, og hertil kommer udgifterne på sundheds- og beskæftigelsesområdet til samme målgruppe. Derfor er det højt på min dagsorden, at vi skal have mere for både engagementet og pengene ude i kommunerne. Det skylder vi de mange mennesker, der har brug for hjælp til mere trygge og selvstændige liv, men også de professionelle, de frivillige og skatteborgerne.
Indimellem kan man støde på et synspunkt om, at varme hjerter og gode intentioner skaber tilstrækkelige resultater: Når bare vi mener det godt, skal det nok gå, og ingen ved alligevel med sikkerhed, hvad der har effekt. Heldigvis er det dog blevet mere legitimt at sige: Nej. Der er faktisk noget, der virker bedre end andet – og det har vi pligt til at satse på.
De seneste år er der blandt dem, der arbejder med sociale indsatser, kommet større fokus på, at viden om, hvad der virker, bidrager til optimal brug af ressourcerne, og også fra politisk side har der været opbakning til mere forskning og evaluering på feltet. Nogle gange viser den indsamlede viden, at det, vi har gjort hidtil, har været solidt og har virket efter hensigten. Andre gange viser det sig, at vi med fordel kan smide bestemte tilgange på porten.
For lang vej til praksis
Selvom vi har fået mere viden om effekten af indsatserne, har det vist sig sværere end forventet at få guldkornene bragt systematisk i spil i kommunernes praksis. Selv med de gode resultater fra Hjemløsestrategien, der viser, at vi med bestemte bostøtte-metoder kan hjælpe ni ud af ti hjemløse med at fastholde deres egen bolig, har der været tøven. Det kan man undre sig over. For er kommunerne ikke interesserede i at give bedre hjælp til deres borgere?
Jo, selvfølgelig er de det, men det kan være en udfordring ikke at gøre, som man plejer. Tiden er derfor inde til, at vi mere handlekraftigt bidrager til, at viden bliver omsat til værdifuld praksis. Hjemløsestrategien og Herning Kommunes børneindsats er to eksempler, der kan hjælpe os på vej.
Relevant formidling og hjælp til implementering
Et tæt og respektfuldt samarbejde mellem forsknings- og praksisfeltet er en nødvendighed. Særligt skal formidlingen af forskningen forbedres, så den altid er relevant og ’let at gå til’ for kommunerne. Konkret mener jeg også, at der er brug for et øget fokus på omkostningseffektive metoder: Hvis ny viden skal blive til kommunal praksis og dermed komme udsatte borgere til gavn, skal den enkelte kommune kunne omlægge sin indsats på grundlag af informationer om, hvorfor det betaler sig for netop dem. Det nytter ikke, hvis vi kun har meget dyre metoder på hylderne, som ingen kan overskue at gå i kast med. Vi skal desuden være villige til at investere i støtte, der hjælper kommunerne med implementeringen.
I Hjemløsestrategien har der ikke kun været arbejdet med at udvikle og afprøve nye metoder. Der har også været afsat midler til implementeringsstøtte og til at effektevaluere og regne på udbyttet. Derfor ved vi også, at metoderne faktisk kan betale sig. Det er afgørende viden, som vi nu skal sikre, at endnu flere får glæde af.
Helhedsorienteret tilgang
Sociale problemer er ofte komplekse og gensidigt forstærkende, og derfor får vi mest ud af vores viden i praksis, hvis vi ikke ser på den som isolerede klumper. Vi skal have blik for løsninger, der går på tværs af de klassiske målgrupper og den faglige og forvaltningsmæssige organisering. Heri ligger også et potentiale for at sikre mere omkostningseffektive indsatser.
Vi ved fra de seneste års hjemløsetællinger, at mange kæmper med både misbrug og psykiske vanskeligheder. En vigtig lære fra Hjemløsestrategien er da også, at med en housing first-tilgang kombineret med bostøtte-metoder, hvor man arbejder helhedsorienteret med de komplekse sociale problemer, kan det lykkes at give de fleste hjemløse mulighed for at blive i deres egen bolig og få bedre styr på deres liv.
Den tilgang kan vise sig at få positive effekter for andre udsatte. F.eks. kan den kommende afprøvning over for voldsramte kvinder vise sig nyttig, når de skal forlade et krisecenter og begynde en ny tilværelse uden vold.
Vilje, vedholdenhed og kig til rollemodeller
Skal man ændre på sine vaner, kræver det også vilje, rollemodeller og vedholdenhed. Herning Kommune har arbejdet systematisk med at tilrettelægge en sammenhængende indsats på børneområdet – fra tidlig forebyggelse til anbringelser og fra skoler og sundhedsplejen til socialområdet, kombineret med en udstrakt brug af evidensbaserede programmer.
Det tegner til at blive en succeshistorie, hvilket skyldes, at man for år tilbage besluttede at stille spørgsmålstegn ved den måde, man hidtil havde gjort tingene på. I Herning har man kigget til Sverige og Norge og spurgt, om ikke den tilgang, som virker hos dem, også vil være effektiv i Danmark. Og efter flere års hårdt arbejde har det vist sig, at, jo, den virker også her og har været investeringen værd.
Det er ikke let at ændre vaner, men jeg er fortrøstningsfuld, når jeg tænker på alle de gode kræfter, der er på det sociale område i kommunerne og blandt fagfolk, forskere og frivillige. Jeg stiller mig som social- og indenrigsminister i spidsen for en styrket bevægelse hen imod en mere vidensbaseret socialpolitik i Danmark – og jeg er overbevist om, at mange gerne vil gå den vej sammen med mig.