Landets 98 kommuner har netop vedtaget budgetterne for 2014. Dermed har de også fastsat næste års skatteprocenter.
Kommunernes indberetninger af skatteoplysninger til Økonomi- og Indenrigsministeriet viser, at 26 kommuner sænker skatten med samlet 348 mio. kr. 5 kommuner hæver skatten med samlet 198 mio. kr. Det giver samlet set et fald i det kommunale skattetryk på 150 mio. kr. Ifølge økonomiaftalen mellem regeringen og KL skal kommunerne samlet set holde skatterne i ro i 2014 i forhold til i 2013. Kommunerne overholder – med en pæn margin – denne aftale.
For at give kommunerne tilskyndelse til at sænke skatten og dermed opnå større fleksibilitet i den kommunale skatteudskrivning er der aftalt en pulje på 187 mio. kr. til tilskud til nedsættelserne. Puljen dækker således en del af de tabte skatteindtægter de næste fire år for de kommuner, som sænker skatten.
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager siger:
De nye skattetal viser, at kommunerne finder en balance. Det er netop meningen med den selvstændige kommunale skattefastsættelse, at kommunerne indbyrdes skal kunne justere skatterne op og ned, så de samlet set bliver holdt i ro. Flere eller færre børnefamilier og ældre borgere eller lokale ønsker til kommunens service kan føre til forskellige lokale behov og ønsker om skatteprocenten. Det kunne se ud til, at der er blevet reel debat om kommunernes forvaltning og prioritering af skattekronerne. Det er godt, både for landets økonomi og for det lokale demokrati.
- Margrethe Vestager
I de kommende uger skal kommunerne indberette budgetoplysninger om bl.a. service- og anlægsudgifter. Økonomi- og Indenrigsministeriet forventer at kunne offentliggøre de foreløbige budgettal i løbet af efteråret. Danmarks Statistik offentliggør de endelige budgettal i januar 2014.
Baggrund om regeringens aftale med KL om kommunernes økonomi for 2014
- Kommunerne skal holde den samlede kommunale skat i ro i 2014.
- Inden for en ramme på 250 mio. kr. har kommunerne mulighed for, efter ansøgning, at forhøje skatten. Alle kommuner, der søgte om skatteforhøjelser fik lov til at hæve skatten lige så meget, som de havde ønsket.
- For at understøtte fleksibilitet i den kommunale skatteudskrivning er der etableret en tilskudspulje på 187 mio. kr. (svarende til 75 pct. af 250 mio.kr.) for de kommuner, der sænker skatten for 2014. Tilskuddet kan højst udgøre 75 pct. af provenutabet i 2014, 50 pct. i 2015 og 2016 og 25 pct. i 2017. Hvis der gennemføres skattenedsættelser på over 250 mio. kr., nedsættes tilskuddet.
- Kommunernes samlede skatteprovenu er 248 mia. kr. Sænkningen af skatterne svarer til 0,14 pct. heraf, mens skattestigningerne svarer til 0,08 pct. af det samlede provenu.