Landdistriktspuljen på 19,8 mio. kr. skal støtte områder med grøn energi og landdistrikterne

29-06-2022

Flere penge til fællesarrangementer, støjvolde og afskærmende beplantning skal støtte områder med solceller og landvindmøller.

Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen åbner i dag for anden ansøgningsrunde af Landdistriktspuljen for 2022. 11,5 mio. kr. uddeles til forsøgsprojekter i områder med landvindmøller og solcelleparker, 5,8 mio. kr. til etablering og udvikling af borgerdrevne dagligvarebutikker i landdistrikterne og 2,5 mio. kr. til projekter på de danske småøer.

Som noget særligt prioriteres denne efterårsrundes midler til forsøgsprojekter inden for temaet ”Styrkelse af lokalsamfund i områder med landvindmøller og solcelleparker”. Det betyder, at midlerne skal være med til at kompensere for generne og samtidig styrke områderne, hvor der er etableret landvindmøller og solcelleparker. Sådanne projekter kan fx bestå i:

  • Fællesarrangementer og identitetsskabende aktiviteter, som har til formål at samle lokalområdet eller skabe synlighed om stedets særlige kvaliteter.
  • Afskærmende beplantning, støjvolde- og støjreducerende hegn.
  • Strategiske planer for udvikling af lokalsamfund, herunder planer for vedvarende energi.

Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen siger:

”Landdistriktspuljen er et vigtigt værktøj til at binde Danmark bedre sammen, fordi den giver udvikling og aktivitet i landdistrikterne og på de danske småøer. Jeg glæder mig over, at forsøgspuljen målrettes til projekter, som kan kompensere og skabe udvikling i områder med landvindmøller og solcelleparker. Ligesom jeg er glad for, at puljen giver støtte til borgerdrevne dagligvarebutikker. En lokal dagligvarebutik spiller en afgørende rolle for livet på landet og øerne. Her samles de lokale og i turistsæsonen skabes der ekstra liv og omsætning. De borgerdrevne dagligvarebutikker er med deres engagement med til at skabe nærhed i lokalsamfundene og et Danmark i balance.”

Fakta om Landdistriktspuljen:

I 2022 er der i alt 40,1 mio. kroner i Landdistriktspuljen. Heraf blev ca. 14,3 mio. kr. uddelt via Landdistriktspuljens første runde i foråret.

Ansøgninger til Landdistriktspuljen bliver vurderet af Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen, som består af formand Finn Jorsal, Lisbeth Kristensen Lei, Tyge Mortensen og Nynne Larsby Friis.

Midlerne kan gives til projekter, der fremmer beskæftigelse, erhvervsudvikling, service, levevilkår, bosætning samt lokale kultur- og fritidsaktiviteter i landdistrikterne og de små øsamfund eller som kan belyse landdistrikternes udviklingsvilkår og -muligheder.

Ansøgninger til Landdistriktspuljens anden runde 2022 skal være Bolig- og Planstyrelsen i hænde inden onsdag den 7. september 2022 kl. 12.00.

Se ansøgningsskemaer og vejledninger for forsøgsprojekter her.

Se ansøgningsskemaer og vejledninger for borgerdrevne dagligvarebutikker her

Se ansøgningsskemaer og vejledninger for projekter på de små øer her.

Yderligere oplysninger

Har du spørgsmål om Landdistriktspuljen, kan du kontakte Bolig- og Planstyrelsen på tlf. + 45 41 71 78 97 eller på landdistriktspulje@bpst.dk

Presserådgiver i Indenrigs- og Boligministeriet, Cecilie Rex Selmer, + 45 72 28 24 17, crs@im.dk